Ingredienser

Lage
  • 1 rød chili
  • 2 stængler citrongræs
  • 2 rødløg
  • 3 dl æbleeddike
  • 125 g sukker
  • 10 hele peberkorn
  • 2 spsk friskrevet ingefær
  • 1 tsk fennikelfrø
  • 2 laurbærblade
  • 1 tsk salt
Sild
  • 8 sildefileter
  • 100 g rugmel
  • ½ tsk salt
  • lidt peber
  • 2 spsk olie til stegning
Tilbehør
  • 8 skiver fuldkornsrugbrød, 400 g
  • 1 potte frisk koriander

Tilberedning

Lage
Flæk chilien, skrab kernerne ud og hak chilien fint. Fjern top og bund af citrongræsstænglerne, bank dem med en kødhammer eller ryggen af en tung kniv, og hak stænglerne fint. Pil rødløgene og skær dem i ringe. Kom alle ingredienser til lagen i en gryde – på nær rødløgene. Kog dem op, til sukkeret er opløst. Tag gryden af varmen. Tilsæt rødløg og afkøl lagen.

Sild
Klip finnerne af sildene og rids sildene let med en skarp kniv på skindsiden. Vend sildenes skindside i rugmel tilsat salt og peber og fold sildene sammen, så skindsiden vender udad. Varm olien på en slip-let pande og steg sildene i 4-5 minutter på hver side, til de er gyldne.

Læg sildene i et fad og hæld lagen over, mens sildene endnu er varme. Top sildene med koriander og servér dem med rugbrød til.

TIP
Sildene bliver bedst, hvis de får tid til at trække i lagen. Tilbered dem gerne dagen før, de skal spises. Sildene kan holde sig i 3-4 dage, hvis du kommer rødløgene i kogelagen i de sidste par minutter af kogetiden.

Frugt og grønt pr. person

2 g

Energifordeling pr. person, medmindre andet er angivet

1495 kJ (356 kcal). Kulhydrat 33,2 g. Fedt 17,4, heraf mættet fedt 3,1 g

Ude og Hjemme, uge 47, 2012