Forside > Sundhed > Opskrifter > Fiskefrikadeller med grønkålssalat
Aftensmad

Fiskefrikadeller med grønkålssalat

Ingredienser

4 Personer

Grønkålssalat

  • 200 g ribbet grønkål
  • ½ tsk. fint salt
  • 1 tsk. sukker
  • 500 g rødbeder
  • 1 æble
  • 1 spsk. eddike
  • 1 tsk. dijonsennep
  • 1 tsk. flydende honning
  • 1 ½ spsk. olivenolie

Fiskefrikadeller

  • 500 g torskefilet uden skind og ben
  • 1 tsk. salt
  • 1 lille løg
  • 1 æg
  • 50 g havregryn
  • ¾ dl skummet-, mini- eller letmælk
  • friskkværnet peber
  • 2 spsk. raps- eller olivenolie

Grøn remoulade

  • 1 dl krydderurter, fx persille, dild, kørvel og purløg
  • 1 dl syrnet fløde 9 %
  • 1 spsk. sød sennep
  • 75 g finthakket pickles
  • ½ tsk. salt

Tilbehør

  • 800 g kartofler

Tilberedning

Grønkålssalat
Snit grønkålen fint og kom den i en skål. Drys kålen med salt og sukker og kram den let. Lad kålen stå, mens rødbederne koges.

Skrub rødbederne og kog dem i vand til det dækker i ca. 45 minutter til de er møre. Afkøl rødbederne og gnub skindet af. Skær rødbederne i mindre stykker.

Skær æblet i kvarte, fjern kernehus og skær æblet i tern. Vend grønkål med rødbeder og æble.

Rør eddike med sennep, honning og olie. Vend dressing i salaten.

Fiskefrikadeller
Hak fisken og kom den i en foodprocessor. Drys med salt og blend fisken groft.

Pil løget, riv det groft, og rør det med fisken sammen med æg, havregryn og mælk. Krydr fiskefarsen med friskkværnet peber og sæt den tildækket i køleskabet ca. 30 minutter.

Varm olien på en slip let pande. Form frikadeller med en ske dyppet i koldt vand, og steg dem langsomt gyldne og gennemvarme på panden i 6-7 minutter på hver side.

Grøn remoulade
Hak krydderurterne og kom dem i en blender sammen med 1/2 dl syrnet fløde. Blend det til en grøn creme.

Rør cremen med resten af den syrnet fløde sammen med sennep og pickles. Smag remouladen til med salt.

Tilbehør
Skræl kartoflerne og kog dem møre.

Servér fiskefrikadeller med grønkålssalat, kogte kartofler og grøn remoulade.

Tip! Du kan lave fiskefarsen af en blanding af torsk og laks. Torskefilet kan også erstattes af fx sej, lange eller kulmulefilet.

Frugt og grønt*

Ca. 200 g

* pr. person, medmindre andet er angivet

Energifordeling*

2500 kj
(600 kcal)

Kulhydrat

74 g

Fedt

20 g

Heraf mættet fedt

4 g

* pr. person, medmindre andet er angivet