Forside > 7 tips til, hvordan du får masser af fuldkorn i aftensmaden
Aftensmad Forebyggelse Gode råd Hverdagen

7 tips til, hvordan du får masser af fuldkorn i aftensmaden

Du kan nemt få meget mere fuldkorn ind i dine måltider, uden du skal gøre en masse. Aftensmaden er et godt sted at starte. Vi giver dig vores 7 bedste tips.

Vi hører tit, at sund mad er godt for hjertet. Men hvilken mad gør især en forskel – er du klar?

Forskning viser, at hvis du spiser tilstrækkeligt meget fuldkorn, så forebygger du din risiko for hjertesygdom. Og aftensmaden er en god anledning til at spise fuldkorn. Vi giver dig her i artiklen 7 gode tips til, hvordan du får fuldkorn ind i en lækker aftensmad.

– Fuldkorn er godt for både hjertet og maven. Det giver dig vitaminer, mineraler og kostfibre og kan hjælpe dig med at føle dig mæt i længere tid, forklarer Natasha Selberg, der er ernæringsfaglig chefkonsulent i Hjerteforeningen.

De officielle Kostråd anbefaler, at voksne spiser 90 gram fuldkorn om dagen.

– Det kan du få fra blandt andet rugbrød, havregryn, brune ris, fuldkornspasta og fuldkornsbrød. Du kan spise de samme retter, som du plejer, men blot skifte brødet, pastaen eller risene ud med fuldkornsvarianterne.

Et højt indtag af fuldkorn – eksempelvis som del af aftensmaden – kan bidrage til at sænke kolesterol og blodtryk og mindske risikoen for hjerte-kar-sygdomme og visse kræftformer. Samtidig hjælper kostfibrene med at holde gang i maven.

Natasha Selberg er klar med et råd, der gavner dig på indkøbsturen allerede fra i dag:

– Et enkelt sted at begynde er at kigge efter det orange fuldkornslogo, når du handler. Prøv for eksempel at vælge en fuldkornsvariant af det brød eller den pasta, du plejer at købe.

Vores 7 bedste tips til mere fuldkorn i aftensmåltidet

At fuldkorn er så godt for hjertet er da ret vildt – og derfor er vi glade for at kunne give dig 7 nemme tips til, hvordan du kan spise mere fuldkorn i aftensmaden. Det vil dit hjerte takke dig for.

De kommer her:

  1. Spis fuldkorn til alle måltider, både hoved- og mellemmåltider.
  2. Prøv at udskifte hvide ris med de brune fuldkornsris i din aftensmad
  3. Lav wokmad med fuldkornsnudler
  4. Ombyt lys pasta med fuldkornspasta i din pastasalat
  5. Lav en risotto af perlebyg, der er rig på fuldkorn
  6. Bland fuldkornsbulgur i din salat
  7. Spis ristet rugbrød til din grøntsagssuppe

Hjerteforeningen er del af Fuldkornspartnerskabet og arbejder for flere fuldkornsrige produkter på hylderne samt at flere danskere spiser fuldkorn.

 

Gå efter fuldkornslogoet, når du køber ind:

 

Vidste du det om fuldkorn?

Her får du de vigtigste ting, du skal vide om fuldkorn – og hvordan det kan forebygge sygdomme.

  • De Officielle Kostråd anbefaler, at du som voksen spiser 90 gram fuldkorn om dagen
  • Vælg fuldkorn først og kig efter det orange fuldkornslogo når du handler ind
  • Fuldkorn indeholder mange vitaminer, mineraler og kostfibre
  • Fuldkorn får du fra rugbrød, havregryn, brune ris, fuldkornspasta og fuldkornsbrød
  • Et højt indtag af fuldkorn forebygger livsstilssygdomme såsom kræft og hjertesygdom.
  • Fuldkornets gavnlige virkning er bl.a. at sænke kolesterol og blodtryk.
  • Fuldkorn giver mæthed på den lange bane, og mindsker lækkersult mellem måltiderne. 
  • Fuldkorn holder gang i maven