Ingredienser

Sukkerbrødsdej
  • 2 æg str. L
  • 60 g sukker
  • 30 g hvedemel
  • 30 g kartoffelmel
  • ¼ tsk. bagepulver
  • 1 spsk. sukker til drys
Fyld
  • 1 vaniljestang
  • 200 g light flødeost eller friskost højst 11 %
  • 50 g flormelis
  • 150 g blåbærsyltetøj
  • 200 g blåbær

Tilberedning

Sukkerbrødsdej
Tænd ovnen på 180 grader.

Pisk æg og sukker hvidt og skummende ca. 10 minutter – brug en håndmixer.

Bland hvedemel med kartoffelmel og bagepulver, og sigt det i æggemassen. Fold forsigtigt med en dejskraber, til melet er fordelt. Det er vigtigt, at det foregår forsigtigt, da den indpiskede luft i æggemassen, helst ikke må røres ud.

Fordel dejen på en bageplade med bagepapir og bag i 8-10 minutter, til den er gylden i overfladen.

Vend bunden ud på et stykke bagepapir drysset med sukker, og lad den ligge lidt. Træk derefter forsigtigt papiret af bunden.

Fyld
Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud. Pisk flødeosten luftig med vanilje og flormelis. Bland forsigtigt blåbærsyltetøj med flødeostcreme og smør på sukkerbrødsbunden. Rul bunden forsigtigt og stramt sammen.

Skær rouladen i skiver og servér med friske blåbær.

 

Frugt og grønt pr. person

Ca. 40 g

Energifordeling pr. person, medmindre andet er angivet

850 kJ (200 kcal). Kulhydrat 35 g. Fedt 5 g, heraf mættet fedt 4 g

UH3417