Ingredienser

Kaluun
  • 1 kg mellemstore skrubbede kartofler
  • 1 stort rødløg
  • ½ bundt koriander
  • 2 fed hvidløg
  • 1½ citron
  • 1 tsk. salt
  • 2 tsk. marwa (krydderi)
  • 1 spsk. olivenolie
  • 700 g laksefilet i skiver
Tilbehør
  • 500 g søde kartofler
  • 250 g broccoli
  • ½ bundt koriander
  • 1 rød peberfrugt
  • 1 grøn peberfrugt
  • 1 spsk. olivenolie
  • 1 tsk. salt

Tilberedning

Kaluun
Tænd ovnen på 180 grader.

Vask kartoflerne godt og halvér dem. Pil løget og skær i skiver. Hak koriander groft. Hak hvidløg fint. Skær den halve citron i skiver. Pres saften af den hele citron og bland med løg, hvidløg, kartofler, koriander, salt, olie og marwa.

Vend fisken sammen med blandingen og bred det hele ud i et fad eller på en bageplade med bagepapir. Bag det i ovnen i 30 minutter.

Tilbehør
Skræl de søde kartofler og skær dem i skiver. Kom dem i en gryde, hæld vand på så det næsten dækker. Kog kartoflerne møre under låg.

Skær broccoli i små buketter og stokken i små tern. Hak koriander groft. Skær peberfrugter i små tern. Hæld vandet fra de møre kartofler og mos dem med en gaffel. Vend alle grøntsager, koriander og olie i mosen og lad den simre endnu 6-7 minutter, til alle grøntsager er møre. Smag til med salt.

Servér kaluun med den søde kartoffelmos.

TIP
I stedet for laks, kan du bruge torsk, sej, kuller, lange eller brosme.

Marwa er et somalisk blandingskrydderi, som fås i somaliske specialbutikker.

Frugt og grønt pr. person

150 g

Energifordeling pr. person, medmindre andet er angivet

2500 kJ / 600 kcal Kulhydrat: 75 g Fedt: 21 g, heraf mættet fedt: 4 g

Hjertevarm mad 2017