Ingredienser

  • ½ kg skrællekartofler
  • 2 stk porrer
  • 2 stk løg
  • 2-3 fed hvidløg
  • 2 spsk raps- eller olivenolie
  • 1½ l hønse- eller grønsagsbouillon, eventuelt vand + koncentrat
  • 2 stk laurbærblade
  • 450 g hakket grønkål, frost
  • salt og peber
Tilbehør
  • 1 dl skyr eller letmælksyoghurt
  • 4 skiver groft hvedebrød, 200 g

Tilberedning

Skræl kartoflerne og skær dem i tern. Rens porrerne og skær dem i tynde skiver. Hak løg og hvidløg fint. Varm olien i en gryde og tilsæt grønsagerne. Svits dem, til de bliver klare, men uden at de tager farve. Kom bouillon, laurbærblade og grønkål i gryden og bring den i kog. Lad suppen småkoge i ca. 20 minutter, blend den, gerne med en stavblender i gryden, og smag den til med salt og peber. Servér den meget varm med en skefuld skyr på toppen og med brød til.

TIP
Opskriften kan bruges som grundopskrift på en pureret eller blendet grønsagssuppe. Erstat fx grønkålen med:

  • Gulerødder og smag suppen til med appelsinsaft, chili og ingefær
  • Grønne ærter og smag suppen til med friskhakket mynte
  • Hvidkål og smag suppen til med muskatnød
  • Spinat og smag suppen til med enten muskatnød eller chili og revet   ubehandlet citronskal
  • Hokkaido græskar og smag suppen til med limesaft
  • Knoldselleri og smag suppen til med citronsaft
  • Rødbeder og smag suppen til med kommen og citronsaft eller æbleeddike. Husk blot at skære rødbederne ud i små tern, og at de skal koge i længere tid, ca. 45 minutter, afhængigt af rødbedernes friskhed.

Hvidløg kan selvfølgelig udelades, ligesom løg og porrer kan erstatte hinanden. Drys eventuelt suppen med din yndlingskrydderurt eller persille. I stedet for det syrnede mejeriprodukt kan du komme brødcroutoner, sprødristede bacontern, smilende halve æg, rejer, grillede kammuslinger eller sojaristede græskarkerner på toppen.

Frugt og grønt pr. person

Ca. 200 g

Energifordeling pr. person, medmindre andet er angivet

1281 kJ (3,4,9 kcal). Kulhydrat 49,1 g. Fedt 9,7 g heraf mættet fedt 1,2 g

Styr dit Kolesterol med Hjerteforeningen