Ingredienser

Cannelloni
  • 500 g helbladet frossen spinat
  • 1 ubehandlet citron
  • 2 fed hvidløg
  • 250 g ricotta
  • salt og peber
  • 250 g friske lasagneplader
Tomatsauce
  • 1 stort løg
  • 1 spsk olivenolie
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 1 fed hvidløg
  • 1 bundt persille
  • salt og peber
Salat
  • 1 salathoved
  • 2 gulerødder
  • 1 lille rødløg
  • 1 spsk olivenolie
  • 2 spsk citronsaft
  • salt og peber
Tilbehør
  • 4 skiver fuldkornsbrød, 200 g

Tilberedning

Cannelloni:
Varm spinaten godt igennem og lad den køle lidt af. Riv citronskallen fint. Hak hvidløgene fint. Bland den afkølede spinat med ricotta, 1 tsk. citronskal, hvidløg, salt og peber. Læg lidt fyld i den ene ende af en lasagneplade og rul lasagnen om fyldet. Læg de fyldte cannelloni i et ovnfast fad.

Tomatsauce:
Hak løget fint og svits det i olien i en gryde. Tilsæt tomater, finthakket hvidløg og persille og lad saucen koge i 10 minutter. Smag til med salt og peber. Hæld tomatsaucen over cannellonierne. Dæk fadet med stanniol og bag cannellonierne i ovnen ved 200 grader i 35 minutter.

Salat:
Skyl og tør salaten og bryd den i store stykker. Skær gulerødderne i tynde skiver og løget i tynde både og bland dem med salaten. Pisk olie og citronsaft sammen med salt og peber og vend dressingen i salaten lige inden servering.

Servér cannellonierne med salat og fuldkornsbrød.

TIP I stedet for frossen spinat kan du bruge 600 g frisk spinat. Skyl spinaten godt og damp den i en stor gryde med det vand, der hænger på bladene, til spinaten er faldet helt sammen. Lad spinaten dryppe godt af og pres den let for vand.
Cannelloni betyder ”store rør” på italiensk.

Frugt og grønt pr. person

402 g

Energifordeling pr. person, medmindre andet er angivet

2646 kJ (630 kcal). Kulhydrat 96. Fedt 19 g, heraf mættet fedt 6 g

Ude og Hjemme, uge 6, 2012