Ingredienser

Baked chilibeans
  • 250 g tørrede hvide bønner
  • 2 røde chili
  • 2 fed hvidløg
  • 2 dåser flåede tomater
  • 1 spsk olivenolie
  • 3 spsk brun farin eller muscovadosukker
  • 2 spsk æbleeddike
  • salt
  • 1 bundt/potte basilikum
Spejlæg og sprød skinke
  • 4 æg
  • 1 spsk olivenolie
  • 100 g lufttørret skinke, fx parma- eller serranoskinke
Tilbehør
  • 4 skiver rugbrød, 200 g

Tilberedning

Baked chilibeans
Udblød bønnerne i rigeligt vand i mindst 10 timer i køleskabet.
Kassér udblødningsvandet, kom bønnerne i en gryde, dæk med vand og bring dem i kog. Lad bønnerne simre i ca. 1 time, til de er møre. Hæld kogevandet fra bønnerne.

Skær chilierne i 3-4 store stykker og pres hvidløgene. Blend tomaterne. Varm olien op og svits hvidløg og chili i olien et øjeblik. Tilsæt tomater og lad saucen koge i 5 minutter. Tilsæt bønner, farin, og æbleeddike og lad saucen koge i 10 minutter. Tag eventuelt chilistykkerne op, hvis saucen hurtigt bliver meget stærk. Vend grofthakket basilikum i saucen og smag den til med salt lige inden servering.

Spejlæg og sprød skinke
Bred skinken ud på en bageplade med bagepapir. Steg skinken i ovnen ved 200 grader i ca. 10 minutter, til den er helt sprød. Varm olien op på en pande og steg æggene til spejlæg.

Servér baked chilibeans med spejlæg, sprød skinke og rugbrød.

TIP
I stedet for at iblødsætte og koge bønnerne selv, kan du anvende 2 dåser hvide bønner eller kidneybønner i saltlage. Kassér saltlagen og kom bønnerne i tomatsaucen.

Frugt og grønt pr. person

421 g

Energifordeling pr. person, medmindre andet er angivet

2550 kJ (607 kcal). Kulhydrat 84 g. Fedt 20 g, heraf mættet fedt 4 g

Ude og Hjemme, uge 19, 2012