Hjerteforeningens protektor, Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen, stod for uddelingen af Hjerteforeningens og Børnehjertefondens forskningslegater, da den årlige legatuddeling i dag fandt sted på Hotel d’Angleterre i hjertet af København.
Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail (klik her).
Onsdag den 11. januar fejrede Hjerteforeningen hjerteforskningen i Danmark.
Det skete ved den årlige Legatuddeling, hvor Hjerteforeningens protektor, HKH Kronprinsessen uddelte legater til tre danske hjerteforskere.
Legatuddelingen blev afholdt på hotel d´Angleterre i København, og i sin tale sagde Kronprinsessen blandt andet:
– Jeg går altid herfra med ny, spændende viden og et optimistisk syn på fremtiden i kampen mod hjertesygdom i Danmark.
– Og igen i dag har jeg fået bekræftet, at vi har noget særligt herhjemme – noget, vi skal værne om, og noget, vi skal udvikle.
– Vi har nemlig et exceptionelt dygtigt forskermiljø. Et miljø, der hvert eneste år rykker grænserne for, hvad vi troede muligt.
Se video herunder fra dagen:
Glæder sig over opbakning
Hjerteforeningens adm. direktør, Anne Kaltoft, glædede sig over den store opbakning fra danskerne til hjertesagen.
Opbakningen muliggør støtten til forskningen:
– Jeg er rigtig glad for den støtte, som danskerne udviser over for hjertesagen. Det er helt uvurderligt i kampen for at redde liv.
– Bidragene muliggør nemlig støtten til den forskning på hjerteområdet, som er så vigtig i forhold til at få nedbragt antallet af ramte med hjerte-kar-sygdom og i forhold til udviklingen af nye behandlingsformer, så hjertepatienter og deres pårørende kan få et bedre liv.
De tre legatmodtagere
Siden starten i 1962 har Hjerteforeningen uddelt over 800 millioner kroner til hjerteforskningen herhjemme.
De tre legatmodtagere ved dagens uddeling var:
- Kasper Iversen, professor ved Herlev Hospital, der modtager 3.283.000 kroner fra Hjerteforeningen til projektet ”Underdiagnosticeres kvinder for blodprop i hjertet?”
- Charlotte Demant Klinker, seniorforsker ved Steno Diabetes Center Copenhagen, der modtager 4.500.000 kroner fra Hjerteforeningen til projektet ”Fremme af fysisk aktivitet blandt unge på Forberedende Grunduddannelse (FGU)”
- Susanne Schmidt Pedersen, professor ved Syddansk Universitet, der modtager 3.021.000 kroner fra Snedkermester Sophus Jacobsen og Hustru Astrid Jacobsens Fond til projektet ”Forebyggelse af depression hos patienter med atrieflimren – et skræddersyet tilbud”
Remmen Fonden havde venligst stillet Palmehaven på Hotel d’Angleterre til rådighed for Hjerteforeningen og Børnehjertefondens Legatuddeling.