Forside > 10 lækre sommeropskrifter: Sådan griller du hjertesundt
Gode råd

10 lækre sommeropskrifter: Sådan griller du hjertesundt

Kalenderen viser sommer, og det betyder, at der rundt om i Danmark breder sig en skøn duft af grill fra altaner, haver og parker. Du får her diætist Lotte Juuls råd om hjertesund grillmad.

Tekst Karsten Kjærgaard - Dato maj 28, 2024

Vi danskere elsker at grille, og når sommeren lægger sig over landet, går udelivet for alvor går i gang.

Vi samler venner og familie og nyder de lyse og lune sommeraftener, mens vi griller masser af mad og drikker et ekstra glas kølig vin eller en kold øl.

Men hvad med hjertesundheden og grillmad? Hvad skal jeg være opmærksom på som hjertepatient, hvis jeg gerne vil nyde en grillaften på terrassen i gode venners lag – og stadig holde øje med min sundhed?

Sådan spørger mange danskere Lotte Juul, der er diætist og rådgiver på Hjertelinjen.

Ifølge hende kan man dog roligt gå grillsæsonen i møde. Også selv om man har en hjertesygdom.

– Hvis vi spiser hjertesundt og varieret til hverdag, kan vi sagtens nyde grillmad indimellem. Vi skal blot huske, at grillen ikke behøver at være dækket af hvidløgsbrød med smør, store bøffer og et udvalg af pølser, forklarer Lotte Juul.

– Maden kan sagtens være hjertesund og velsmagende, selv om vi griller den, og vi behøver ikke at slutte et måltid af med en pølse, fordi vi griller og spiser udenfor.

10 gode råd om hjertesund grillmad

Du får her diætistens gode råd om, hvordan du og dine spiser mere hjertesund grillmad.

1) Supplér med grønne snacks

Server gerne et fad med stave af agurk, snack peber, asparges og gulerødder, mens du venter på at maden bliver tilberedt på grillen.

2) Læg også grønt på grillen

Læg grøntsager i alle farver på grillen. Brug fx denne opskrift.

Grøntsagerne kan pensles med lidt olie, sættes på spyd eller pakkes ind i folie og lægges direkte på grillen.

Du kan også pynte bordet med skønne salater i sommerens farver.

3) Giv kartoflerne et sundt pift

De nye kartofler, som er meget smagfulde om sommeren, kan spises kogte med et drys frisk persille eller eventuelt pakkes ind i folie med friske krydderurter og steges med grøntsagerne.

Det er en mere hjertesund måde at spise kartofler på end den traditionelle kartoffelsalat.

4) Vælg fuldkornsbrød

Vælg det sunde fuldkornsbrød, som eventuelt kan pensles med lidt olie, hvori der er blandet hvidløg og andre friske krydderurter.

5) Skift bøffen ud

Skift de tunge bøffer og pølserne ud med fisk, kylling og spyd med kød og grønt – og frås med krydderier og friske krydderurter.

6) Læg fisk på grillen

Vælg laks, torsk og store rejer. Fisk og skaldyr er rigtig sundt for hjertet og passer rigtig godt, når vi vil servere et let sommermåltid.

Vælg gerne både fede og magre fisk, som alle kan grilles fx i en foliebakke.

7) Byt pølserne ud med mørbrad

Pølser kan indeholde op til tre gange flere kalorier end fx en tilsvarende mængde mager mørbrad.

Skift pølserne ud, og prøv fx denne opskrift med mørbrad i stedet.

8) Forsøg at nøjes med én portion

Når vi griller, kan vi nemt komme til at sidde og småspise i mange timer.

For at vælge hjertesundheden til, kan du med fordel vælge at spise én portion – nyd maden og samværet med venner og familie i stedet for flere portioner mad.

9) Spis koldskål og frugt til dessert

Til desserten kan du servere koldskål, frisk frugt, bær eller grillet frugt i stedet for at servere is, kage og andre kalorierige desserter.

Du kan endda grille frugten, hvis du er virkelig eventyrlysten.

10) Hold igen med alkoholen

Vær opmærksom på, hvor meget alkohol og søde drikke der drikkes, og vælg eventuelt at servere alkohol og søde drikke i små glas.

Stil koldt vand med citron, lime eller friske krydderurter på bordet.

Husk den sjove motion

Når grillen er slukket og maven er fuld, har Lotte Juul et sidste råd til dig, der gerne vil have en hjertesund grillaften.

– Nyd de lange aftener og få bevægelsen ind, også når vi samles og hygger os sammen. Det kan være sjove spil i haven, rundbold med børnene og hyggelige gåture på stranden og i skoven.

– Det giver også masser af hjertesundhed, siger Lotte Juul og ønsker alle en god sommer.