Forside > Hjerteflimmer og alkohol
Atrieflimren Forebyggelse Forskning Mad

Hjerteflimmer og alkohol

Et internationalt studie har kortlagt sammenhængen mellem atrieflimren og indtagelse af alkohol. Over 100.000 deltog i undersøgelsen, der fandt, at selv et alkoholindtag på helt ned til en kvart genstand om dagen kan øge risikoen for atrieflimren.

Tekst Mads Louis Orry - Dato oktober 1, 2021

De fleste er udmærket klar over, at alkohol i store mængder er skadeligt og øger risikoen for hjerte-kar-sygdom.

Men hvad med et meget beskedent alkoholindtag som et par snapse til påskefrokosten eller to glas rødvin fredag aften? Er det skadeligt?

Ja, det kan det faktisk godt være – i hvert fald med hensyn til risikoen for atrieflimren.

Det konkluderer en forskergruppe på baggrund af et stort internationalt studie.

Over 100.000 deltagere

Forskergruppen har indsamlet besvarelser fra hele 107.845 indbyggere i de nordiske lande.

Deltagerne svarede på spørgsmål om deres daglige og ugentlige alkoholindtag.

Idet den sammenholdt undersøgelsens data med data fra sundhedsregistre fra flere årtier kom forskergruppen frem til en lidt overraskende konklusion:

Selv et alkoholindtag på helt ned til en kvart genstand om dagen kan øge risikoen for atrieflimren.

Således har man ved indtagelse af én genstand dagligt 16 % forøget risiko for atrieflimren, sammenlignet med dem, som drikker nul genstande dagligt.

Risikoen vokser til 61 % ved fem eller flere genstande dagligt.

Ved indtagelse af en kvart genstand dagligt øger man risikoen for atrieflimren med 4 %.

I studiets konklusion kan man derfor læse, at ”der er en statistisk signifikant øget forekomst af atrieflimren forbundet med alkohol, begyndende helt nede ved meget små mængder”.

Bør ikke være bekymret

Betyder det, at man skal lægge alkohol fuldstændigt på hylden eller være bekymret, hvis man drikker en øl til frokosten en gang imellem?

– Nej, det gør det ikke, siger Gunnar Gislason, forskningschef i Hjerteforeningen.

– Visse hjertepatienter skal helt undgå alkohol, og man skal være forsigtig med alkohol, hvis man er ældre. Hvis man har problemer med atrieflimren eller mange risikofaktorer, kunne det være god ide at holde igen med alkohol. Generelt gælder det, at et glas rødvin om dagen ikke er skadeligt for dit hjerte, men har man atrieflimren, anbefaler Hjerteforeningen maksimalt otte genstande om ugen og højst tre genstande ved samme lejlighed, siger han.

– Hjerteforeningen anbefaler desuden generelt, at man skærer ned på sit alkoholforbrug og selvfølgelig drikker med måde. Er du generelt sund og rask, bør du holde dig under Sundhedsstyrelsens lavrisikogrænser på højst ti genstande om ugen. Gør du det, er der lille risiko for at blive syg på grund af alkohol.

I det hele taget undlader man i studiet at konkludere entydigt med hensyn til, om alkohol i små mængder helt bør undgås.

I stedet anbefales, at man reducerer sit alkoholforbrug eller helt afholder sig fra alkohol i en periode, hvis man lider af atrieflimren.

– Det ligger godt i tråd med Hjerteforeningens anbefalinger. Dit hjerte kan normalt godt tåle alkohol i moderate mængder, men ved et overdrevent indtag har du stor risiko for at øge dit blodtryk og skade dit hjerte.

– Og lider man af atrieflimren, bør man være særligt forsigtig med alkoholindtaget – eller helt afholde sig fra alkohol. Så igen: Drik ikke alkohol for din sundheds skyld, men af lyst. Og altid med måde, lyder rådet fra Gunnar Gislason.

Hjertet kalder på dig

1 ud af 5 dør af hjertesygdom. Derfor kalder hjertet på din støtte, så flere kan overleve. Din støtte sikrer midler til hjerteforskning og nye behandlingsformer.

Støt i dag og red liv

Untitled(Påkrævet)