Undersøgelsen viser, at omkring hver ottende ung mellem 10 og 17 år mindst én gang om ugen overskrider anbefalingen for koffeinindtag. Samtidig får mange børn og unge samlet set for meget koffein – også selv ved et moderat forbrug af energidrikke. Ifølge Hjerteforeningen er det især energidrikke, der driver udviklingen, og adm. direktør Morten Ørsted-Rasmussen udtalte sig i forbindelse med undersøgelsen til TV-Avisen:
»Energidrikke er ikke for børn. Det har vi vidst længe. Men den nye undersøgelse understreger alvoren af, hvorfor vi bliver nødt til at sætte ind over for vores børn og unges indtag,« siger han til DR.
Kan påvirke både hjerte og søvn
Et højt indtag af koffein kan have konkrete konsekvenser for børn og unges helbred, og blandt andet føre til hjertebanken, uro og søvnproblemer. Og for børn er grænserne lavere end for voksne.
Samtidig peger undersøgelsen på, at energidrikke i stigende grad bliver en fast del af hverdagen for mange unge. Det vækker bekymring i Hjerteforeningen, fordi kroppen stadig er under udvikling i de år.
»Det her handler ikke om enkeltstående dåser. Det handler om en udvikling, hvor vores børn vænner sig til et højt indtag af koffein, og hvor grænserne langsomt flytter sig,« siger Morten Ørsted-Rasmussen.
Ifølge eksperter, som medvirker i DR’s dækning, kan det samlede koffeinindtag påvirke både koncentration, søvn og det kardiovaskulære system – især hos unge med et højt forbrug.
Hjerteforeningen vil have aldersgrænse
På den baggrund opfordrer Hjerteforeningen til, at der indføres en aldersgrænse for køb af energidrikke i Danmark. Konkret foreslår organisationen en grænse på 16 år.
»Derfor er det også på tide, at vi politisk tager ansvar. I Hjerteforeningen mener vi, at der bør indføres en aldersgrænse på 16 år for køb af energidrikke,« siger Morten Ørsted-Rasmussen.
Han peger på, at det – ligesom med andre produkter, der kan påvirke børns sundhed – bør være lettere at træffe det sunde valg og sværere at vælge det usunde.
Handler om at forebygge i tide
Ifølge Hjerteforeningen er der behov for at handle nu for at undgå, at højt koffeinindtag bliver normaliseret, og får potentielle konsekvenser for trivslen blandt børn og unge.
»Vi skylder vores børn at handle i tide,« siger Morten Ørsted-Rasmussen.
Hjertet kalder på dig
1 ud af 5 dør af hjertesygdom. Derfor kalder hjertet på din støtte, så flere kan overleve. Din støtte sikrer midler til hjerteforskning og nye behandlingsformer.
Støt i dag og red liv