Forside > 1000-vis af danskere dør af hjertesvigt – hvis sygdommen ikke opdages
Behandling Hjertesvigt

1000-vis af danskere dør af hjertesvigt – hvis sygdommen ikke opdages

Anerkendt dansk overlæge vurderer, at mange danskere kan være truet af hjertesvigt uden at vide det. Og modtager de ikke behandling i tide, kan det koste dem livet

Overset hjertesygdom sniger sig ind i danskernes hverdag. Mange tusinde danskere lider af den kroniske og dødelige lidelse hjertesvigt – og tallet er stigende. Anerkendt dansk overlæge vurderer, at mange danskere kan være truet af hjertesvigt uden at vide det. Og modtager de ikke behandling i tide, kan det koste dem livet.

Den lever ofte i det skjulte, og det er de færreste der kender til sygdommen Hjertesvigt – i fagsprog betegnet som” hjerteinsufficiens”. Lidelsen er dog en af de hyppigste dødsårsager blandt verdens hjerte-kar-patienter. Det gælder også i Danmark viser statistikker fra hjertetal.dk.

Hjerteforeningen anslår, at flere end 60.000 danskere lider af hjertesvigt. Mere end 10.000 patienter indlægges med hjertesvigt hver år. Overlæge på Hjertemedicinsk klinik på Rigshospitalet, Finn Gustafsson, vurderer dog, at for hver eneste patient, der hvert år får diagnosen, kan endnu en patient kan gå rundt med lidelsen uden at være klar over det.

– Mange, især ældre mennesker har u-erkendt hjertesvigt. De to vigtigste symptomer, som er træthed og åndenød, slås ofte hen med ”dårlig kondi” eller rygelunger, siger Finn Gustafsson.

Ubehandlet har hjertesvigt en meget høj dødelighed, højere end de fleste kræftsygdomme, så det er meget vigtigt at få stillet diagnosen og komme i behandling.

– Den nyeste forskning viser, at det går bedre og bedre for patienter med hjertesvigt. Men kun de patienter, som bliver behandlet optimalt med medicin og eventuelt pacemaker, siger Finn Gustafsson.

Hjerteforeningen går til kamp mod hjertesvigt

– I Hjerteforeningen følger vi udviklingen med bekymring, og det er en af grundene til, at vi i de kommende uger sætter øget fokus på danskernes viden om den livstruende sygdom. Blandt andet med foredrag i rådgivningscentrene i samarbejde med flere af landets hjertelæger samt en stor kampagne i landets medier, siger adm. direktør i Hjerteforeningen Kim Høgh.

Overskriften på Hjerteforeningens kommende kampagne er ”Det går ikke over”. Håbet er, at flere mennesker bliver opmærksomme på de snigende symptomer og tager dem alvorligt, inden sygdommen eventuelt koster dem livet eller livskvaliteten.

Ud over kampagne og øvrigt oplysningsarbejde støtter Hjerteforeningen desuden et landsdækkende forskningsprojekt i hjertesvigt med 20 mio. kr. – det største beløb der nogensinde er blevet tildelt et enkelt forskningsprojekt i foreningens historie.

 

Hvad er hjertesvigt? – kend symptomerne

Diagnosen hjertesvigt stilles, når hjertet ikke kan pumpe tilstrækkeligt blod rundt i kroppen. Årsagen til hjertesvigt er ofte en svækket eller ødelagt hjertemuskel. Konsekvenserne og symptomerne vil patienter i de fleste tilfælde opleve som åndenød, træthed og væske i kroppen.

Hjerteforeningen anbefaler, at man – hvis man oplever disse symptomer – søger egen læge eller kontakter ”Hjertelinjen”, hvor professionelle fagfolk tilbyder gratis rådgivning til hjertepatienter og pårørende. Selv om hjertesvigt ikke går over, kan den rigtige behandling både forlænge livet og forbedre livskvaliteten.

Fakta om hjertesvigt

Ved hjertesvigt kan hjertet ikke pumpe tilstrækkeligt med blod rundt i kroppen. Sygdommen udvikler sig som regel over mange år, men i sjældnere tilfælde kan den opstå pludseligt. Årsagen til hjertesvigt er ofte en svækket eller ødelagt hjertemuskel. Forskellige hjerte-kar-sygdomme og tilstande kan give hjertesvigt. Oftest er det venstre hjertekammer, der ikke fungerer optimalt, men hjertesvigt kan også forekomme i højre hjertekammer. Tilstanden kan opstå på grund af blodprop i hjertet, forhøjet blodtryk (der i mange år har været ubehandlet), åreforsnævring, hjerterytmeforstyrrelser, forkalkede eller utætte hjerteklapper

De mest almindelige symptomer på hjertesvigt er:

  • Åndenød ved fysisk aktivitet, som du tidligere har klaret uden problemer
  • Fysisk udmattelse og træthed ved aktiviteter, som du tidligere har udført uden problemer – for eksempel at gå på trapper, cykle eller at gå en tur
  • Væske i kroppen

Oplever du symptomer på hjertesvigt, skal du kontakte din læge. Ved spørgsmål kan du også ringe til Hjertelinjen på tlf. 70 25 00 00.

Hjertet kalder på dig

1 ud af 5 dør af hjertesygdom. Derfor kalder hjertet på din støtte, så flere kan overleve. Din støtte sikrer midler til hjerteforskning og nye behandlingsformer.

Støt i dag og red liv

Untitled(Påkrævet)