Forside > Hjertegalla 2026 blev en kæmpesucces

Hjertegalla 2026 blev en kæmpesucces

Det store indsamlingsshow Hjertegalla på TV 2 Charlie og TV 2 Play søndag aften var både rørende og underholdende og resulterede i et samlet indsamlingsbeløb på 26.215.188 kr.

Hjertegalla 2026 på TV 2 Charlie og TV 2 Play blev en forrygende aften, hvor danskerne udviste stor opbakning til hjertesagen. Aftenen bød på bevægende personlige historier, stærke indblik i livet som hjertebarn og masser af underholdning – alt sammen med hjertet som omdrejningspunkt.

I år var der igen stor opbakning fra både private danskere, virksomheder og fonde, ligesom det store Hjertegalla-lotteri med mulighed for at vinde elbiler bidrog til det flotte indsamlingsresultat.

Kendte danskere quizzede og samlede ind til hjertesagen

Aftenens værter, Louise Wolff og Steen Langeberg, førte seerne gennem en rørende, inspirerende og underholdende aften, hvor seerne blandt andet mødte mennesker, der har hjertesagen helt tæt inde på livet, og kom med helt ind i operationsstuen til behandling af et sygt hjerte.

I løbet af aftenen quizzede ni kendte danskere sig til at samle penge ind til hjertesagen og fungerede samtidig som aftenens callcenter. Quizpanelet bestod af Søs Egelind, Niels Olsen, Niels Ellegaard, Camilla Ottesen, Annette Heick, Johannes Nymark, Amalie Dollerup, Merete Mærkedahl og Laus Høybye. Aftenens husorkester havde Anna David som forsanger.

“Jeg er rigtig glad for og dybt taknemlig over det flotte resultat, som Danmark har samlet ind til hjertesagen. Danskerne har endnu en gang vist, at de bakker op i stor stil. Det er stærkt og meget rørende at opleve,” siger Morten Ørsted-Rasmussen, adm. direktør i Hjerteforeningen, og fortsætter:

“Hjertesygdom er en folkesygdom. Hver 2. dansker bliver ramt. Derfor er der fortsat et stort behov for forskning, forebyggelse og støtte til mennesker med hjertesygdom og deres pårørende. De penge, der er samlet ind i aften, kommer til at gøre en konkret forskel for hjertesundheden i Danmark,” siger Morten Ørsted-Rasmussen.

Fantastisk opbakning hos danskerne

Også hos TV 2 er der stor glæde:

“Hjertegalla er en aften, hvor danskerne samles om en vigtig sag, samtidig med at vi kan byde på stærke historier, underholdning og fællesskab. Det er fantastisk at opleve den store opbakning fra seerne og alle dem, der har valgt at støtte hjertesagen. En stor tak til alle, der har været med,” siger Mads Volck, redaktør på TV 2.

Årets Hjerteredder kåret

Årets Hjerteredder blev som vanligt hyldet under Hjertegalla i samarbejde med den uddelende forening Østifterne. Prisen på 25.000 kr. gik i år til Helle Baltzer Hattel fra Hillerød, som blev hædret for at redde sin mand, Jannik, da han pludselig blev ramt af hjertestop.

De indsamlede midler fra årets Hjertegalla – den 15. i rækken – går blandt andet til hjerteforskning, forebyggelsesindsatser og støtte til patienter og pårørende.

Fakta om hjerte-kar-sygdom
  • Omkring 675.000 danskere lever med en hjertesygdom.

  • Hvert år rammes cirka 66.200 danskere af hjertesygdom.

  • Hver 2. dansker rammes af hjertesygdom på et tidspunkt i livet.

  • Cirka 11.700 danskere dør hvert år af hjertesygdom.

  • 1 ud af 5 danskere dør af en hjertesygdom.

  • Antallet af dødsfald som følge af hjertesygdom er mere end halveret de seneste 30 år.

  • Over 50 procent af alle tilfælde af hjertesygdom kan forebygges.