Forside > Marianne fandt løsningen på hjerteflimmer

Marianne fandt løsningen på hjerteflimmer

Ny teknologi gør det muligt at opdage søvnapnø og følge hjerterytmen fra sofaen – til stor lettelse for Marianne Hargbøl.

Foto Linda Johansen

66-årige Marianne Hargbøl fra Lolland kender alt til søvnløse nætter og et hjerte, der løber løbsk. I lange perioder vågnede hun med migræne og tung hovedpine, og jævnligt oplevede hun, hvordan hjertet pludselig satte i galop. Men hverdagen har ændret sig markant. I dag sover hun trygt og vågner uden smerter – takket være en CPAP-maske og en forskningsapp, der tilsammen giver hende kontrol over både søvn og hjerterytme. Begge dele er en del af Hjerteforeningens forskningsprojekt, der undersøger sammenhængen mellem atrieflimren og søvnapnø gennem hjemmebaserede målinger. ”Det var lidt grænseoverskridende i starten. Men jeg vænnede mig hurtigt til det. Jeg vågner ikke længere med hovedpine, og mine anfald af hjertegalop er blevet langt færre. Det hænger helt klart sammen med, at jeg sover bedre om natten,” fortæller hun. 

Cpap-maske
Marianne Hargbøl

Fra udmattelse til overskud

Marianne lever med atrieflimren og var før projektet konstant træt. Hun måtte ofte tage en middagslur for at hænge sammen, og om natten vågnede hun op, fordi vejrtrækningen pludselig var væk. ”Jeg har fået så meget mere livskvalitet. Jeg er frisk om dagen og behøver ikke længere sove om eftermiddagen,” siger hun. Selv den digitale del af projektet, som hun i begyndelsen var usikker på, viste sig at være en lettelse. ”Det er dejligt at være med – især at jeg ikke skal møde op på sygehuset. Det gør det overskueligt. Jeg har ikke skullet lave om på noget i min hverdag,” fortæller hun. Hver morgen og aften måler hun sin hjerterytme via en app, som automatisk sender data direkte til forskerholdet. ”Det tager ingen tid. Og CPAP-masken bruger jeg trofast hver aften – jeg ved, hvad den gør for mig.”

En overset sammenhæng

Bag projektet står ph.d.-studerende og kommende hjertelæge Mads Hashiba, som sammen med Hjerteforeningen arbejder på at skabe større opmærksomhed om sammenhængen mellem atrieflimren og søvnapnø. ”Op mod 56 procent af alle med atrieflimren har også søvnapnø – ofte uden at vide det. Studier tyder på, at ubehandlet søvnapnø kan gøre anfald af hjerteflimren både hyppigere og mere generende,” siger han. Den daglige hjerterytmemåling via appen er et af projektets mest populære elementer. ”Det giver deltagerne en stor tryghed. Mange oplever mindre sygdomsangst, fordi de kan følge deres egne målinger og få et konkret billede af deres hjerterytme,” siger Mads Hashiba. Når forskningen når ud i yderområderne Det, der især overrasker Mads Hashiba, er projektets geografiske bredde. 72 ud af 96 kommuner har allerede deltagere med – mange af dem i de områder, hvor sundhedstilbud ofte ligger langt væk. ”Vi får fat i mennesker helt ude i de yderste hjørner af landet. Det viser, at digitale løsninger kan nedbryde geografiske barrierer og skabe reel lighed i sundhedstilbuddene,” siger han. Og projektet spænder vidt. Den yngste og den ældste deltager er adskilt af mere end tre årtier – den yngste er 20 år og den ældste er 92 år og måler selv hver dag.

”Hver gang jeg møder mennesker med atrieflimren, bliver jeg mindet om, hvorfor jeg forsker. Deres nysgerrighed og vilje til at forbedre deres liv driver mig”

Mads Hashiba, hjertelæge

På turné med viden

For at gøre flere opmærksomme på projektet er Mads i øjeblikket ude på en foredragsturné i Hjerteforeningens lokalforeninger. I foråret besøgte han blandt andet Sønderborg, Silkeborg, Langeland og Ringkøbing. ”Hver gang jeg møder mennesker med atrieflimren, bliver jeg mindet om, hvorfor jeg forsker. Deres nysgerrighed og vilje til at forbedre deres liv driver mig. Mange ved ikke, at søvnapnø og atrieflimren kan hænge sammen – og derfor er det så vigtigt at skabe ny viden,” siger han. Også Hjerteforeningens forskningschef, Gunnar Gislason, er begejstret. ”Projektet er et fantastisk eksempel på, hvordan ny teknologi kan gøre livet lettere og mere trygt for hjertepatienter. I Hjerteforeningen støtter vi projektet, fordi det er en innovativ løsning, der rykker behandlingen ud af hospitalet og helt hjem i stuen. Det vigtigste for os er, at vi her designer fremtidens sundhedsvæsen, hvor alle får den samme høje kvalitet i behandlingen, uanset hvor i landet de bor. At vi ser deltagere fra 72 forskellige kommuner beviser, at vi med digitale værktøjer kan fjerne de geografiske barrierer, så din adresse aldrig bliver afgørende for din tryghed og sundhed,” slutter han.

Vil du være med?

Har du atrieflimren og ønsker at deltage i projektet, kan du tilmelde dig på vir-saaf.dk