Forside > Slank krop, men højt kolesteroltal
Gode råd Kolesterol Kolesterol-side Mad

Slank krop, men højt kolesteroltal

Mennesker, der er undervægtige, kan også døje med forhøjet kolesterol og risiko for hjerte-kar-sygdomme. Hvordan sænker man sit kolesteroltal uden at tabe sig yderligere?

Ofte handler sundhedsdebatten om problemer med overvægt og den markant forøgede risiko for bl.a. hjerte-kar-sygdomme, når vægten viser for meget. Men det kan være lige så plagsomt at være for tynd og have svært ved at tage på i vægt, når man samtidig døjer med forhøjet kolesterol. For en slank krop er ikke altid garanti for sundhed: Kolesteroltallet kan godt være højt, selv om vægten er lav. Dette kan skyldes arv eller usund livsstil, og det kan være en ganske stor udfordring at yde en indsats for at sænke kolesteroltallet, hvis man samtidig skal sikre, at man ikke taber sig yderligere.

– Det går ikke blot at skære det usunde mættede fedt væk fra kosten. Man er nødt til at erstatte usundt fedt med sundt fedt for at undgå vægttab, siger Lotte Juul Madsen, der er diætist i Hjerteforeningen. Hun understreger, at situationen kan være en anden, hvis man lider af arvelig forhøjet kolesterol, som ofte kræver en kombination af medicinsk behandling og kostændring.

Erstat det usunde fedt med sundt fedt

Undervægt er defineret ved en BMI på under 18,5 (Body Mass Index: vægt i kg divideret med højde i meter i anden, fx 70/1,75 x 1,75).

Hvis vægten viser (for) lidt, men kolesteroltallet er for højt, er det derfor vigtigt at spise nok og spise rigtigt, bl.a. masser af sunde fedtstoffer. Sunde fedtstoffer gavner hjertet og fås fra planteriget og fra fisk.

– I praksis handler det om at bruge mere rapsolie, olivenolie, nødder, kerner, mandler, oliven, avokado, pesto, mayonnaise, remoulade og fede fisk i kosten. Kalorieholdige madvarer med sundt fedt. Til gengæld skal der skrues ned for kød, bacon, leverpostej, pølser, margarine, smør, fløde, kiks og kager, siger Lotte Juul Madsen.

Drik dig til ekstra kalorier

Motion spiller en vigtig rolle, når kolesteroltallet skal ned, men motion koster ekstra energi. Det giver en udfordring.

– Spis derfor løs af den sunde mad, og spis gerne 6 gange om dagen. Og grib muligheden for store portioner, når appetitten er god. Det kan være med til at sikre, at vægten ikke falder, selv om der skrues op for motion, siger Lotte Juul Madsen, som godt ved, at det kan være svært at indtage det nødvendige antal (sunde) kalorier, hvis appetitten ikke er så stor.

– Så kan det være nødvendigt at drikke sig til ekstra kalorier; mælk, smoothies, drikkeskyr, juice. Ofte er det nemmere at drikke end at spise, og da det sjældent mætter særlig meget at drikke, kan det være nemmere at få nogle ekstra kalorier på den måde.

 

Sådan skal du spise og drikke, hvis du er undervægtig

  • Brug nødder og mandler som drys på din morgenmad samt i salaten
  • Smør pesto, avokado, mayonnaise eller remoulade på brød under dit pålæg
  • Brug nødder og tørret frugt til dine mellemmåltider
  • Steg i lidt ekstra olie og brug også olie i dressing/vend olie i dine grønsager
  • Spis fede fisk (sild, laks, ørred, makrel) til både til frokost og til aften
  • Hyg med lidt marcipan, mandler eller chokolade med høj kakaoprocent
  • Sluk tørsten i mini-, skummet- eller kærnemælk, drikkeyoghurt, drikkeskyr, juice eller smoothies

 

Vægttab uden årsag

Du skal altid reagere på et pludseligt vægttab. Når 7 kilo forsvinder uden grund, så skal du gå til læge.

Hos syge mennesker ses uhensigtsmæssige vægttab som følge af nedsat appetit og øget næringsbehov på grund af sygdom.  For at sikre god ernæring kan du få vejledning af en diætist. Her kan du få hjælp til at rette op på muskeltab og mangel på vigtige næringsstoffer.

Hjertet kalder på dig

1 ud af 5 dør af hjertesygdom. Derfor kalder hjertet på din støtte, så flere kan overleve. Din støtte sikrer midler til hjerteforskning og nye behandlingsformer.

Støt i dag og red liv

Untitled(Påkrævet)