Forside > Hjertetræning med Thomas Evers Poulsen
Fysiologi Træning

Hjertetræning med Thomas Evers Poulsen

Hjerteforeningen har udviklet et nyt træningsunivers. ”Hjertetræning” er et tilbud for alle, der ønsker inspiration til fysisk aktivitet og bevægelse.

Tekst Michael Frandsen - Dato maj 20, 2020

En række ræningsvideoer er produceret i samarbejde med ambassadør i Hjerteforeningen Thomas Evers Poulsen. Det er 15-minutters træningsprogrammer, der indeholder opvarmning, øvelser med puls og styrke samt udstrækning. Undervejs i programmerne guider Thomas Evers Poulsen deltagerne, så de kan tilpasse øvelserne til deres eget individuelle fysiske niveau.

– Vi er meget stolte over at kunne præsentere danskerne for vores nye motionstilbud, “Hjertetræning”, siger administrerende direktør i Hjerteforeningen Anne Kaltoft.

– I tråd med sundhedsmyndighederne anbefaler vi i Hjerteforeningen fysisk aktivitet med høj intensitet mindst to gange om ugen. 

Videoerne består af tre træningsprogrammer, som er tilrettelagt af Hjerteforeningens fysioterapeut med grundlæggende øvelser inden for puls og styrke, samt en dansetræning, hvor Thomas Evers Poulsen står for trin og bevægelser.

På ”Hjertetræning” er der ud over træningsvideoer samlet gode råd om træning og kost fra Hjerteforeningens egne eksperter. Her kan man blive klogere på vigtigheden af at varme kroppen op og strække grundigt ud, og der er tips til at sammensætte den rigtige kost for at få mest mulig energi i dagligdagen.