Forside > Få svarene her: 10 myter om mad og kolesterol 
Gode råd Kolesterol Mad

Få svarene her: 10 myter om mad og kolesterol 

Hjerteforeningen modtager løbende henvendelser fra hjertepatienter og pårørende, der spørger om, hvad man de må spise og ikke spise, når det kommer til kolesterol. Og der opstår løbende en del myter, som vi her giver dig svar på – for passer myten, eller passer den ikke?  

Tekst Jacob Kostecki - Dato december 6, 2022

Vi giver dig her vores ti svar på myter om mad og kolesterol:

1. Du må ikke spise æg, når du har forhøjet kolesterol

Denne påstand er en myte. Kolesterol i blodet afhænger af indholdet af mættet fedt (fedt fra dyreriget) i maden og ikke af madens indhold af kolesterol, som man måske skulle tro. Du må derfor gerne spise æg, når dit kolesteroltal er højt. 1-2 æg om ugen indgår fint i en sund, varieret hjertekost. Det handler om at skrue ned for indholdet af mættet fedt i din kost. 

2. Tag tilskud med fiskeolie, når du er hjertesyg

Den nyeste forskning viser, at der ikke er belæg for at tage kosttilskud med fiskeolie, hverken når det gælder forebyggelse eller behandling af hjerte-kar-sygdom. Virkning af fiskeolie får du, når fiskeolien indgår i samspil med de øvrige kostkomponenter i fisken. Derfor: Spis den ægte vare. Spis 350 g fisk hver uge. 

3. Fed ost og yoghurt er hjertesundt

Der er for nylig kommet få, dog mindre studier, som har påvist en tendens i retning af, at fed ost og fed yoghurt ikke øger risikoen for hjerte-kar-sygdom. Der er dog brug for større, længerevarende og mere tungtvejende studier, før der er dokumentation for at ændre den nuværende anbefaling. Anbefalingen er således uændret og lyder: Vælg mager ost, yoghurt og andre mejeriprodukter. 

4. Undgå kød

Dette er en myte. Kød er genstand for meget debat i øjeblikket. I forhold til hjertesundhed kan magert kød, fjerkræ og kød fra vildt godt indgå i den hjertesunde kost, dog i mindre mængder. Kød skal vælges magert, fordi fedt fra kød hører til i kategorien mættet fedt. Ifølge de nye kostråd er anbefalingen max 350 g samlet indtag af kød, kødpålæg og kødprodukter om ugen. Erstat derfor en del af kødet i din kost med fisk, avokado, oliven, nødder samt kikærter, bønner og linser.

5. Olie tåler ikke høje stegetemperaturer

Rapsolie og olivenolie er ret varmestabile og har et højt indhold af antioxidanter, som nedsætter risikoen for dannelse af det usunde transfedt. Stegning er kortvarig, og derfor er der begrænset påvirkning af fedtstoffernes nedbrydning, når vi steger derhjemme. Her anbefales de sunde olier (raps- og olivenolie). Flere oliemargariner er netop baseret på raps- eller olivenolie og er også et godt valg ved tilberedning af mad.  

6. Undgå kulhydrater

Kulhydrater omfatter både slik, kager, brød, ris, pasta, havregryn, fuldkornsbrød og rugbrød. De gode, grove kulhydrater, som er baseret på fuldkorn, forebygger hjerte-kar-sygdom. Fuldkorn er en vigtig brik i den hjertesunde kost, så den type kulhydrater er vigtige for hjertet. Erstat de sukkerholdige og lyse kulhydrater med fuldkorn. Vælg kulhydrater med fuldkorn, og spis 75 g dagligt.  

7. Kokosolie er hjertesundt

Dette er en myte. Kokosolie hører til gruppen af tropiske olier sammen med palmekerne- og palmeolie. De tropiske olier har et højt indhold af mættet fedt, som øger risikoen for åreforkalkning og hermed blodprop. Tropiske olier, herunder kokosolie, hører ikke hjemme i den hjertesunde kost. Omvendt anbefales alle andre typer af nødder samt mandler. En portion på 30 g om dagen er hjertesundt.  

8. Frugt er fuld af sukker

Frugt indeholder rigtignok frugtsukker og hermed lidt flere kalorier end grøntsager. Frugt er dog ikke usundt af den grund. Du får mange gode næringsstoffer fra frugten, og dagligt anbefales et-tre stykker (svarende til ca. 200-300 g) frugt i hjertekosten, som sammen med grøntsagerne skal opfylde anbefalingen på 600 g.   

9. Vin er godt for hjertet

Intet indtag af alkohol er risikofrit for helbredet, så vin skal begrænses, også for hjertets skyld. Tidligere blev et dagligt glas vin anbefalet for hjertesundheden, men sådan er det ikke længere. Alkohol kan få niveauet af triglycerid (fedt) i blodet til at stige og øge risikoen for hjertesygdom. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du max drikker 10 genstande om ugen – uanset om du er mand eller kvinde – og max drikker 4 genstande ved samme lejlighed. 

10. Kosttilskud er en genvej til lavt kolesterol

Der er ingen genvej til et lavt kolesteroltal. Det handler om sund livsstil med hjertekost og motion. På nuværende tidspunkt er der ingen veldokumenteret effekt af kosttilskud og naturlægemidler. I forhold til produktet Husk og naturlægemidlet røde gærris ses en mulig effekt, men der er ikke grundlag for en anbefaling af kosttilskud i behandlingen af forhøjet kolesterol. Brug af kosttilskud og naturlægemidler skal altid ske i samråd med din læge.