Forside > 5 ting du ikke vidste om grøntsager
Gode råd Mad

5 ting du ikke vidste om grøntsager

Alle ved, at grøntsager er sunde, men vidste du, at farven også har betydning for din sundhed? Her får du svar på fem anderledes spørgsmål om grøntsager.

Ja ja, vi ved det jo godt! Grøntsager er sunde, og vi skal spise dem hver dag. Vi ved også, at grøntsager forebygger fx hjertesygdom, er fulde af sunde vitaminer og hjælper os med at holde den sunde vægt.

Men hvad er det så, du ikke ved om grøntsager?

Vi har her samlet fem atypiske spørgsmål og svar om det grønne guld, som måske vil overraske dig.

Hvordan opnår jeg maksimal effekt af grøntsager?

Vi kender alle anbefalingen på 600 g frugt og grønt dagligt. Kigger vi ind bag forskningen, som danner grundlag for den nye Nordiske Næringsstof Rekommandation (NNR 2023), så ser vi, at der anbefales 500-800 g frugt, bær og grønt for at opnå den bedste forebyggende effekt bl.a. på hjerte-kar-sygdom.

Kan grøntsager smage af bacon?

Umami er et japansk ord for ”det lækreste af det lækre”, og det er navnet på smagen vi får fra bacon. Umami er også at finde i planteriget. Vi får bl.a. smagen af umami fra fx soltørret tomat, oregano og tang. I tråd med at spise mindre oksekød og forarbejdet bacon så kan lidt umamismag fra planteriget give madretten et pift.

 

Hvad betyder grøntsagens farve?

Grøntsagens farve har faktisk betydning for din sundhed. Farven er nemlig ’kode’ for bestemte vitaminer. Så spis alle regnbuen farver. Variation er vigtig for at opnå alle de gode vitaminer og mineraler.

De røde snackpebre og orange gulerødder er fx rige på A-vitamin (betakarotin). De gule citroner er rige på C-vitamin, og skal du have calcium, folat og jern, er det specielt den mørkegrønne spinat, grønkål, broccoli, rucola og pak choi, du skal gå efter. Læs mere på denne side.

Er frosne ærter bedre end friske champignoner?

For at opnå den anbefalede mængde frugt og grønt så er frosne ærter det bedste valg. Frosne grøntsager, herunder ærter fra frost, indeholder stort set samme mængde vitaminer, som de friske grøntsager. Champignon og andre svampe tæller faktisk slet ikke med i de anbefalede 500-800 g frugt og grøntsager. Champignon er nemlig en svamp og ikke en grøntsag.

Kan grøntsager forbedre din tarmflora?

Vores kostvaner påvirker tarmbakteriernes adfærd. Forskere har opdaget, at fibrene fra grøntsager har betydning for, hvorvidt tarmens bakterier producerer sunde eller skadelige stoffer i tarmen. Hvis bakterierne har rig adgang til kostfibre fra grøntsager, så producerer de sunde stoffer, som har en beskyttende og forebyggende effekt på flere livsstilssygdomme bl.a. hjerte-kar-sygdom. Hvis vi ikke spiser nok grøntsager, så mangler bakterierne kostfibre og producerer i stedet skadelige stoffer.

Lav en ret med en grøntsag, som er sjælden gæst i det danske køkken