Forside > 5 gode råd: Drik ikke rødvin for hjertets skyld
Atrieflimren Blodtryk Gode råd Hjertesvigt Mad

5 gode råd: Drik ikke rødvin for hjertets skyld

I mange år blev alkohol anbefalet til hjertet. Det var sundt med rødvin for hjertets skyld, men den tid er forbi. Nye studier finder sammenhænge mellem øget sundhedsmæssig risiko og større alkoholindtag.

I dag lyder anbefalingen, at intet alkoholindtag er risikofrit, men hvad betyder det for hjertet? Hvordan indvirker alkohol på de forskellige hjertediagnoser og risikofaktorer?

Diætist og konsulent i Hjerteforeningen Lotte Juul Madsen giver dig her overblikket.

Forhøjet kolsterol

Et stort alkoholindtag kan påvirke triglyceridniveauet, som er en af værdierne i kolesteroltallet. Forhøjet triglyceridniveau er for nylig sat i forbindelse med øget risiko for hjerte-kar-sygdom.

Når kolesteroltallet er højt, anbefales det, at alkoholindtaget holdes nede på maksimalt 1 genstand dagligt. Dette er gældende for både mænd og kvinder. Ved forhøjet triglyceridniveau kan det anbefales ikke at drikke alkohol.

Blodtryk

Når det handler om blodtryk og alkohol, bliver det lidt mere indviklet. Alkoholindtag kan nemlig være både godt og skidt. Et stort alkoholindtag kan føre til forhøjet blodtryk, som belaster hjertekredsløbet. Et alkoholindtag, som følger anbefalingen fra Sundhedsstyrelsen, anbefales for at beholde et normalt blodtryk.

Det betyder, at ved forhøjet blodtryk anbefales alle voksne over 18 år at drikke højst 10 genstande om ugen og maksimalt 4 genstande samme dag. Det gælder både mænd og kvinder.

 

Atrieflimren

Når du har atrieflimren, bør du være ekstra opmærksom på dit alkoholindtag. Der ses en sammenhæng mellem et højt forbrug af alkohol og anfald af atrieflimren.

Mærker du, at alkohol kan provokere din atrieflimren, bør du begrænse alkoholindtaget yderligere. Tommelfingerreglen er maksimalt 3 genstande på én gang, men nogle tåler langt mindre. Hvis alkohol ikke fremprovokerer atrieflimren, kan du godt nyde alkohol ved lejlighed. Alkohol begrænses til maksimalt 8 genstande om ugen. Dette gælder for både mænd og kvinder.

 

Hjertesvigt

Der er klar sammenhæng med høj alkoholindtagelse og risiko for hjertesvigt. Denne hjertesvigtsdiagnose kaldes ”alkohol kardiomyopati”. Hvorvidt mennesker med hjertesvigt generelt skal undgå eller have en lavere grænse for alkohol end de generelle anbefalinger, er noget uklart. Der er meget få undersøgelser på området.

Sundhedsstyrelsens anbefaling bør altid overholdes. Det vil sige at det anbefales at alle voksne over 18 år drikker højst 10 genstande om ugen og maksimalt 4 genstande samme dag. Det gælder både mænd og kvinder.

Ved svært hjertesvigt, hvor hjertets pumpekraft (EF) er meget nedsat, og hjertet er svækket, må alkohol begrænses yderligere. Alkohol gavner ikke et svækket hjerte.

 

5 gode råd til mindre alkohol

Vi giver dig her en håndfuld gode råd til alkohol, så du kan passe godt på hjertet:

 

1) Køb ikke vinbokse

Det er bedre at købe en flaske. I en flaske er det meget mere synligt, hvor meget du drikker, mens det med en boks vin bliver for nemt at drikke for ofte og for meget.

2) Hav ikke vin og øl på køl hele tiden

Frist ej skæbnen ved at fylde køleskabet med en masse kold hvidvin og kolde øl. Det frister og kan føre til, at du oftere vælger alkohol.

3) Drik af små glas

Drik vin af et lille vinglas. Når du tager et glas vin, så fylder du glasset op uanset størrelse. Vi drikker nemt for meget af de store glas.

4) Nyd lidt, men godt

Princippet “lidt, men godt” er en god vej at gå. Det er ikke mængden, men smagen og nydelsen, der tæller.

5) Byt indimellem alkohol ud med noget sundt

Lav hyldeblomstsaft, køb danskvand med smag i, eller lav selv vand med smag i, fx agurkestrimler, citron eller mynte. Eller lav en lækker smoothie, en juice eller greenie, og erstat alkohol lejlighedsvis.

Hjertet kalder på dig

1 ud af 5 dør af hjertesygdom. Derfor kalder hjertet på din støtte, så flere kan overleve. Din støtte sikrer midler til hjerteforskning og nye behandlingsformer.

Støt i dag og red liv

Untitled(Påkrævet)