Forside > Sådan passer du på hjertet i varmen
Gode råd Hverdagen sommer

Sådan passer du på hjertet i varmen

Sommeren er for alvor over os, og derfor er det vigtigt, at vi passer godt på os selv i varmen. Her får du gode råd til at nyde solskinnet på en hjertesund måde.

Solens stråler har ramt landet – til glæde for vandhunde og strandløver, men bestemt ikke for alle. Har du en hjertesygdom, og tendens til åndenød, når du fx går op ad trapper eller cykler, vil du ofte opleve forværring af symptomer, når solen for alvor bager.   

Sygeplejerske og rådgiver på Hjertelinjen, Anne Kristine van der Zaag, deler ud af gode råd til, hvordan du passer på dit hjerte i sommervarmen.  

“Vær realistisk omkring din planlægning af aktiviteter i varmen, fx. dyrk motion morgen eller aften, hvor det er køligere og sørg for at få rigeligt at drikke. Kaffe og the tæller også med i væskeregnskabet, ligesom frugt og grøntsager også indeholder væske,” forklarer Anne Kristine van der Zaag.  

Hun pointerer, at postevand er det allerbedste at indtage her i varmen. Vand hydrerer kroppen effektivt og hjælper med at regulere kropstemperaturen, uden at tilføre sukker eller unødvendige kalorier. 

I almindelig sommervarme vil kroppen som regel få de nødvendige salte gennem kosten, så vand alene er tilstrækkeligt til at opretholde væskebalancen.  

Ved meget høje temperaturer eller ved længerevarende fysisk aktivitet er det en god idé at tilføje lidt saltede nødder eller anden saltholdig snack for at opretholde kroppens saltbalance i varmen eller supplere med drikke, der indeholder elektrolytter. 

Behov for ilt øges i varmen  

Normalt regulerer kroppen selv temperaturen. Som ældre er man imidlertid ikke altid i stand til at opfatte og reagere på temperaturstigninger. Kroppen sveder så at sige ikke lige så hurtigt som hos yngre. Det vil sige, at ældre menneskers kropstemperatur kan nå at stige mere, før kølingen starter. Samtidig mærker man ikke tørst på samme måde, som da man var yngre. Dette øger risikoen for at få hedeslag. Overvægtige mennesker har desuden en tendens til at holde på mere kropsvarme end normalvægtige, og derfor øger overvægt også risikoen for at få hedeslag.  

Har man hjertesygdom, fx hjertesvigt eller har iskæmisk hjertesygdom, kan varmen være særligt udfordrende og mange kan opleve at få trykken for brystet. Årsagen er, at når kroppen udsættes for stærk varme, udvider blodkarrene i huden sig, hvormed pulsen stiger og dermed øges hjertets behov for ilt.  

Har man iskæmisk hjertesygdom, herunder åreforkalkning, kan man derfor opleve at få trykken for brystet (angina pectoris) netop fordi, hjertet har brug for mere ilt. Visse typer medicin, fx vanddrivende medicin, betablokkere og anden hjertemedicin, påvirker kroppens evne til at regulere temperatur og væskebalance og dermed øges risikoen yderligere. 

Ældre (og børn) samt mennesker med kroniske sygdomme tåler derfor generelt varme dårligere.  Anbefalingen vil derfor være at opholde sig i skyggen – især midt på dagen.  

Drik rigeligt med væske 

Når det er varmt, sveder vi mere. Den øgede svedproduktion kan medvirke til dehydrering, hvis man ikke får drukket nok vand. 

Forklaringen er, at når man sveder, mister kroppen væske og hvis man samtidig ikke får drukket nok væske, så nedsættes blodets volumen (blodet bliver tykkere). Dette betyder, at hjerte og kredsløb belastes, kroppens evne til at komme af med varme bliver dårligere og man er i risiko for at blive dehydreret.  

Husk solcremen  

Du bør selvfølgelig altid beskytte din hud mod solens skadelige stråler. Men vær særlig opmærksom hvis du tager medicin til hjerte og kredsløb som fx vanddrivende medicin, blodtryksmedicin, visse mediciner mod hjerterytmeforstyrrelser (med indholdsstoffet amiodaron) samt visse antidepressiva og smertestillende medicin. Disse præparater kan gøre huden mere følsom overfor lys.  

6 gode råd til at passe på dig selv i varmen
  • Søg skygge især mellem kl. 12 – 15.
  • På med solcreme. Brug en høj faktor - SPF 50 blokerer for 97 % af strålerne. Og smør dig gerne godt ind flere gange om dagen.
  • Brug tøj der beskytter nakke, krop, overarme og lår til at beskytte din hud mod solens stråler.
  • Er det varmt, kan du bruge løstsiddende tøj af tætvævet stof, da det giver den bedste beskyttelse og kan føles køligt.
  • Drik rigeligt med væske.

Drik rigeligt – men prioritér, hvad du drikker 

“Sørg for hele tiden at få rigeligt at drikke. Sundhedsstyrelsen anbefaler faktisk, at du drikker 1½ gang så meget, som du plejer pr. Dag, også selvom du ikke umiddelbart føler nogen tørst,” siger Anne Kristine van der Zaag, og tilføjer, at postevand er det allerbedste at tilføre kroppen i varmen, og at man skal være varsom med indtaget af alkohol og de flydende kalorier i øvrigt.  

“Mange tåler ikke at drikke alkohol i varmen, så sørg for at prioritere, hvornår du eksempelvis vil nyde et glas kølig vin.” 

Når uheldet er ude 

Er skaden sket, og er du blevet ramt af decideret varmeudmattelse, hvor du føler intens tørst, ubehag, svimmelhed, kvalme og hovedpine, så sørg først og fremmest for at rykke ind i et skyggefuldt og køligt rum – læg dig ned med benene hævet og drik vand! 

Det er også vigtigt, at du opretholder kroppens saltbalance i varmen – spis derfor gerne lidt saltede nødder eller en anden saltholdig snack, er rådet fra Hjerteforeningens sundhedsfaglige konsulent. 

Hvis ubehaget fortsætter, skal du søge læge/skadestue, da det vil komme på tale at oprette væskebalancen ved at give væske ind i en vene. 

Du læser en artikel, der er skabt af gavmilde danskere

Sundhedsfaglig konsulent i Hjerteforeningen, Anne Kristine van der Zaag, har skrevet denne artikel til dig. Som rådgiver på Hjertelinjen hjælper hun hjertepatienter og pårørende med vejledning i motion, sund livsstil og forebyggelse af hjertesygdom. Takket være støtten fra gavmilde danskere kan vi udbrede nyttig viden fra vores eksperter til dig.

Rådgiver

Hjertet kalder på dig

Hver 2. dansker bliver ramt af hjertesygdom.
Med din støtte kan vi styrke forskning, forebyggelse og hjælp til dem, der lever med hjertesygdom tæt på.
Sammen kan vi redde liv – og give flere mulighed for et hjertesundt liv.

Støt i dag og red liv

Untitled(Påkrævet)