Den amerikanske præsident Donald Trumps såkaldte Most Favored Nation-princip skal presse medicinpriserne i USA ned ved at koble dem til de laveste priser i blandt andet Europa. Det kan få konsekvenser for danske hjertepatienter, skriver Berlingske.
En række europæiske lande som Danmark er lykkedes med at opnå store rabatter og sikre sig forholdsvis billig medicin. Men ifølge Berlingske kan konsekvensen af Donald Trumps planer blive, at medicinalproducenter fremover vælger mindre markeder som det danske fra for ikke at blive tvunget til også at sælge dem til meget lave priser på det enorme amerikanske marked.
Hjerteforeningen ser allerede tegn på, at patienter i Danmark kan miste adgang til vigtig behandling og efterlyser derfor politisk handling.
»Udviklingen har stærkt bekymrende perspektiver på såvel kort som lang sigt. Allerede nu ser vi konkrete konsekvenser for patientbehandlingen, og hvis det fortsætter, ser vi en reel risiko for, at patienter ikke længere vil kunne få adgang til den bedst mulige behandling i rette tid,« siger Hjerteforeningens adm. direktør, Morten Ørsted-Rasmussen.
Første hjertemedicin er allerede forsvundet
Et konkret eksempel er den kolesterolsænkende medicin Repatha, som bruges til patienter med arveligt forhøjet kolesterol og høj risiko for blodpropper. Præparatet er blevet trukket fra det danske marked, og omkring et par tusinde danske patienter må nu skifte behandling.
Ifølge Hjerteforeningens forskningschef, Gunnar Gislason, kan sådanne skift få betydning – især for de mest sårbare patienter:
»Der er ikke tale om, at patienter generelt får en dårligere behandling ved et skifte. Men i praksis kan det give udfordringer, for eksempel i form af behandlingsafbrydelser, ændret efterlevelse eller mindre variationer i kolesterolkontrol hos den enkelte patient. Det er netop disse praktiske og kliniske konsekvenser, der giver anledning til bekymring, især hos højrisikopatienter.«
Selvom regionerne arbejder på at finde alternativer, peger Hjerteforeningen på, at hyppige skift og usikkerhed i behandlingen kan skabe utryghed hos patienter og læger – og i sidste ende påvirke behandlingskvaliteten.
Flere præparater kan følge efter
Ifølge lægemiddelindustrien overvejer flere virksomheder nu enten at undlade at lancere nye lægemidler i Danmark eller helt at trække eksisterende produkter tilbage. Det kan betyde, at danske patienter i fremtiden må vente længere på ny og innovativ behandling – eller i værste fald slet ikke får adgang.
Samtidig kan udviklingen lægge pres på de danske medicinpriser. Danmark har i dag nogle af Europas laveste priser, men hvis virksomhederne fravælger markedet, kan det blive nødvendigt at betale mere for at sikre adgang.
Hjerteforeningen efterlyser fælles løsninger
Hjerteforeningen mener, at situationen kalder på handling – ikke kun nationalt, men også internationalt. Organisationen peger på behovet for stærkere samarbejde om prisfastsættelse, eksempelvis på EU-niveau, så små lande ikke bliver klemt i det globale marked.
For patienter, der lever med eller er i risiko for hjerte-kar-sygdom, handler det i sidste ende om tryghed: At den nødvendige medicin er tilgængelig, når der er brug for den. Hvis udviklingen fortsætter, frygter Hjerteforeningen, at den tryghed kan blive udfordret.
Hjertet kalder på dig
1 ud af 5 dør af hjertesygdom. Derfor kalder hjertet på din støtte, så flere kan overleve. Din støtte sikrer midler til hjerteforskning og nye behandlingsformer.
Støt i dag og red liv