December måned kan godt være et overflødighedshorn af lækkerier. Brunkager og klejner, marcipan og chokolade, flæskesteg og rødkål – der er næsten ikke den adventssøndag, julefrokost eller familiekomsammen, hvor der ikke er en god anledning til at stille lidt lækkert på bordet.
Og det skal der i den grad være plads til. Vi danskere er verdensmestre i decemberhygge, og det kan hurtigt blive en lang måned, hvis ikke vi tillader os selv at nyde en lækkerbisken eller to. Og er man nervøs for at svinge for langt over i den usunde bane i løbet af julemåneden, så findes der heldigvis masser af smutveje til at gøre julelækkerierne sunde eller bytte dem ud med lige så velsmagende og skønne snacks, der stiller lækkersulten.
Herunder får du en række gode tips til hvordan du kan ’bytte’ dig til en sundere december, uden at gå på kompromis med hverken hygge eller lækkersult.
Fra gamle til nye vaner
Brug rådene herunder til inspiration og kom selv på flere gode idéer til hygge på den lækre – og lidt sundere – måde.
Fra gamle vaner | Til nye og hjertesunde vaner |
Pebernødder står fremme i skåle og frister alle steder | Klementiner står fremme i skåle og frister alle steder |
Julebagning, hvor dåser og æsker fyldes til et julekage-lager | Julebagning, hvor dåser og æsker gives væk til gaver (men gem en blandet dåse med julebag til dig selv) |
Julesmåkager på kaffebordet | Nødder, mandler, marcipan, tørret frugt og chokolade 70% på kaffebordet |
Poser med æbleskiver i fryseren | Bag æbleskiverne selv. Bag en portion efter devisen ”lidt, men godt” |
Julefrokost med meget kød, som fx leverpostej, sylte eller kamsteg | Julefrokost med mere fisk, som fx laks med avokado, sild med sprøde rødløg, rejer med tomat og æg |
Frikadeller | Fiskefrikadeller |
Juleøl, glögg og vin til julefrokosten | Alkoholfri øl, glögg og vin, som en alternativ mulighed til julefrokosten |
Formfransk brød og lyst rugbrød | Fuldkornsbrød og fuldkornsrugbrød |
Pynt bordet med julepynt og stjerner | Pynt bordet med smukke farverige salater; grønkål, rødkål, appelsin og granatæblekerner |
Bordet dækket med store tallerkner | Bordet dækket med farmors tallerkener, som er små og fine. De gør det nemmere at nøjes med mindre portioner |
Tung og traditionel julemiddag juleaften | Hjerteforeningens opskrift på and med et twist |
Juleskum og juleslik | Daddelruller, figenkugler og andet guf af tørret frugt |
Sidde i timevis ved julebordet | Rejse sig og gå tur sammen i det smukke klare decembervejr |
Julestress | Julero: Sæt juledage af til afslapning, yoga, en god bog, en vinterdyp i havet eller en frisk gåtur |
Ring til Hjertelinjen og få en snak med Lotte Juul. Med 20 års erfaring som klinisk diætist er hun klar til at rådgive dig om kost, motion og forebyggelse af hjerte-kar-sygdom.
Mangler du inspiration til madlavningen?
Gør madlavningen lidt nemmere og få tilsendt hjertesunde opskrifter hver uge – udarbejdet i samarbejde med Hjerteforeningens diætist.
- Du får opskrifter til alle dagens måltider.
- Du får opskrifter med sæsonaktuelle råvarer.
- Du får et opskriftshæfte i gave, når du skriver dig op i dag!
Opskrifter hver uge
Tilmeld dig og få opskrifter allerede i dag.