Ny undersøgelse kortlægger danskernes viden om sygdomsrisici ved overvægt.

I dag vejer over halvdelen af den danske befolkning for meget: 51 procent af danskerne er overvægtige, heraf 17 procent svært overvægtige. Det tal vil stige til knap 70 procent i 2045, heraf vil 30 procent have svær overvægt, hvis udviklingen forsætter.

Med overvægt øges risikoen for en lang række følgesygdomme markant, og det ved de fleste. Faktisk ved hele 81 procent af danskerne, at overvægt øger risikoen for hjerte-kar-sygdom. Det viser en ny undersøgelse, som Kræftens Bekæmpelse og Sundhedsstyrelsen står bag.

– For første gang nogensinde har vi nu flere overvægtige end normalvægtige borgere her i landet. Overvægt er blevet et samfundsproblem, og i den sammenhæng er det godt, at så mange ved, at med overvægt følger forhøjet risiko for hjerte-kar-sygdom og andre folkesygdomme, som igen fører til lavere livskvalitet og et kortere liv, siger Anne Kaltoft, administrerende direktør i Hjerteforeningen.

Også bevidstheden om øget risiko for type 2-diabetes (86  procent), rygsmerter (61 procent) og slidgigt (52 procent) er til stede, viser undersøgelsen.

Til gengæld er det kun 22 procent af danskerne, som ifølge undersøgelsen forbinder overvægt med risikoen for kræft, på trods af at der er en sammenhæng mellem overvægt og 13 forskellige kræftformer.

84 procent af de adspurgte mener, at vi lever i et samfund, som gør det nemt at røre sig for lidt og spise for meget.

Det er administrerende direktør i Hjerteforeningen Anne Kaltoft enig i:

– Desværre er den nemmeste livsstil blevet den, der fører til overvægt. Vi bevæger os alt, alt for lidt, og sukker- og fedtholdige fødevarer er billige og lettilgængelige og kommer ofte i store portioner. Overvægt er blevet et samfundsanliggende, som kræver strukturelle indsatser, siger Anne Kaltoft.

80 procent af danskerne mener ifølge undersøgelsen samtidig, at overvægt er et personligt ansvar.

Men det er ikke nok blot at opfordre folk til at ændre vaner, spise sundere og bevæge sig mere. Det mener chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen Tatjana Hejgaard, som er medforfatter på rapporten.

– Så det gælder om, fx at den enkelte ser på sine egne og familiens vaner, mens vi som samfund fx ser på mulighederne for at cykle sikkert til skole, for fysisk aktivitet i skolen og for fødevaremærkning, der hjælper forbrugeren til at træffe det sunde valg, siger Tatjana Hejgaard og fortsætter:

– Vi skal samarbejde med dem, der laver og sælger vores fødevarer, og understøtte, at sundhedsprofessionelle og andre kan bidrage til tidlig opsporing og indsats. Vi er nødt til at sætte ind på flere fronter, hvis vi skal vende og forebygge udviklingen på den lange bane.

Også Hjerteforeningen mener, at der er behov for samfundsændringer for at nedbringe overvægt.

– Overordnet bør der fokuseres på at gøre det let tilgængeligt for alle at spise sundt og skabe gode rammer for fysisk aktivitet og mindske inaktivitet i det daglige. Vi skal gøre det sunde valg til det nemme valg. Det kan gøres på to måder: Man kan sikre adgang til sunde muligheder, og man kan regulere forbruget af usunde muligheder – en kombination af begge er at foretrække, siger Anne Kaltoft og nævner prisregulering som en af de mest effektive midler til at påvirke mad- og måltidsvaner.

 

GODE RÅD

Fire råd til at forebygge overvægt i hverdagen:

1) Overvej butikkernes mertilbud en ekstra gang.

2) Gå en tur.

3) Skær ned på, hvor meget sodavand du drikker.

4) Spis lidt mindre, fx ved at tage en mindre portion.

Kilde: Kræftens Bekæmpelse

Læs mere på ”Bevar normalvægten med en hjertesund livsstil” på hjerteforeningen.dk

 

FAKTA

· Et ud af fem tilfælde af iskæmisk hjertesygdom kan tilskrives overvægt.

· Overvægtige har 30 procent forøget risiko for hjertesvigt sammenlignet med normalvægtige (BMI mellem 18,5 og 25).

Kilde: Møller SP, I Sørensen Christensen AI Tolstrup, ST. Risikofaktorer for udvalgte hjertesygdomme. Livsstil og psykosociale forhold, Statens Institut for Folkesundhed, SDU 2017.