Brødrene Alfred Emil og Sigurd har begge en medfødt hjertefejl. Begge drenge blev opereret som helt små og lever i dag et godt og aktivt liv, uden at hjertefejlen fylder for dem i hverdagen. De er taknemmelige for den forskel, forskningen har gjort. Som optakt til Hjertegalla, Hjerteforeningens årlige indsamlingsshow, samler brødrene nu ind til hjertesagen sammen med Michael Laudrup.  

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

Kæmp for hjertet!

Du er inviteret med i kampen for hjerterne, som igen i år markeres på TV2 Charlie ved årets Hjertegalla, der finder sted lørdag den 16. september klokken 20.55.

I år kan du støtte en indsamling startet af brødreparret 16-årige Alfred Emil og 13-årige Sigurd og børnene Smilla og Sofie. Ens for børnene er, at de har hjertesygdom tæt inde på livet. Vores dedikerede ambassadører Thomas Evers, Maria Lucia og Michael Laudrup er med til at sætte fokus på indsamlingen og kæmper med for hjerterne.

Du kan støtte indsamlingen her - tak!

 

For vi ved, at kampen for midler til bl.a. forskning og moderne behandlingsformer gør en forskel. Det har Alfred Emil og Sigurd mærket. Begge er nemlig født med en hjertefejl og lever i dag et godt liv efter at have fået vellykkede operationer som små.

Brødrene deltog for få år siden i fodboldskolen Hjertebold for hjertebørn. Det blev en øjenåbner, fordi de for første gang mødte andre hjertebørn og så, hvordan livet også kan være præget af medfødt hjertesygdom.

– Der var nogle af børnene, der ikke kunne løbe så meget og ikke kunne koncentrere sig. Det, synes jeg, var ret synd for dem, fortæller Sigurd.

Mødet med hjertebørnene gjorde stort indtryk på drengene og mindede dem om, hvordan livet med hjertesygdom også kan se ud. Oplevelsen har Alfred Emil og Sigurd omsat til handling.

Det var en kæmpe øjenåbner for os at møde andre børn, der også havde hjertefejl. Vi havde aldrig mødt nogen, der havde de samme komplikationer som os. Der opdagede vi, at vi var meget heldige, at vi ikke havde nogen af de her svære komplikationer, fortæller Alfred Emil.

Brødrene har nu valgt at tage kampen op mod hjertesygdommen.

– Derfor vil vi gerne samle ind, så der kan komme noget mere forskning, sådan at flest mulige kan få et almindeligt liv som os, forklarer Alfred Emil.

 

Michael Laudrup med på holdet

Fodbold fylder meget i Sigurd og Alfred Emils liv. Begge drenge træner flere gange om ugen, og Sigurd spiller endda på eliteplan og drømmer om at blive professionel målmand.

Det er derfor stort for drengene, da de får at vide, at Michael Laudrup, fodboldlegende og ambassadør for Hjerteforeningen, giver dem en hånd med indsamlingen for hjerterne. Sammen vil de få flest mulige danskere til at kæmpe for hjerterne.

Her kan du se en video, hvor Michael Laudrup overrasker drengene:

Motivation er der masser af, for medfødt hjertesygdom er måske mere udbredt, end du tror. Medfødte hjertesygdomme er rent faktisk den hyppigste større fødselsdefekt og udgør cirka en tredjedel af alle fødselsdefekter.

Michael Laudrup fortæller, at han blev overrasket over at se, hvor mange børn og unge, ligesom Sigurd og Alfred Emil, der lever med en hjertefejl.

Løsningen er dog klar. Forskning.

Vil du støtte og kæmpe med for hjerterne? Se mere her

 

For takket være forskning, bedre behandling og opsporing overlever mere end 85 procent af alle hjertebørn til voksenalderen i dag.

– De her drenge (Sigurd og Alfred Emil, red.) har selv oplevet, hvilken forskel forskning kan gøre. De har fået et helt almindeligt liv, efter de blev opereret for deres hjertefejl. Og så vil de gerne give det videre, og hjælpe andre med at få de samme muligheder som dem. Det synes jeg er meget stort, siger Michael Laudrup.

 

Vi har meget at kæmpe for

Desværre er det ikke alle, der har det lige så godt som Alfred Emil og Sigurd. Og derfor er drengene motiveret for at gøre en forskel ved at samle ind sammen med Michael Laudrup, der har doneret en flot fodboldtrøje og en fodbold til indsamlingen.

– For mig er det særligt vigtigt at hjælpe de her børn og unge – fordi det er dem, der har været her kortest tid. Det er dem, der har hele fremtiden foran sig, siger Michael Laudrup.

– Det er jo ikke kun voksne og midaldrende, der bliver ramt af hjertesygdom – det er også børn og unge. Derfor skal vi blive ved med at forske, så vi kan forbedre behandlingsmulighederne.

Du kan se historien om Alfred Emil og Sigurds hårde start på livet her, og hvorfor det nytter, at vi støtter:

 

Støt børnenes indsamling – eller start en selv!

Når du samler ind til hjertesagen, så redder du liv ved at støtte ny forskning og behandling. Du udbreder forståelsen for hjertesagen og skaber håb for fremtiden – ikke mindst for børn med medfødt hjertefejl.

Du er derfor hjertens velkommen til at støtte børnenes indsamling. Støt den her

Eller du kan gøre som børnene og oprette din egen indsamling. Det gør du her

Af hjertet tak! Vi sætter stor pris på dit bidrag til at skabe ny behandling og håb for fremtiden.

 

Hjertebørn går sammen om at samle ind til hjertesagen – og du er inviteret

Kæmp for hjertet

Alfred Emil og Sigurd er ikke de eneste børn, som står bag indsamlingen. Nej, to seje piger kæmper med! Læs om dem her:

9-årige Smilla er en helt almindelig dansk pige, der elsker at danse, tegne, spille håndbold og cykle. Og alligevel er hun noget ganske særligt, fordi hun tager hjertesagen i egen hånd. Du kan læse Smillas historie her, og om hvorfor hun har valgt at samle ind til hjertesagen sammen med ambassadør for Hjerteforeningen Thomas Evers Poulsen.

6 år og en sand hjertehelt allerede. Dét er Sofie, der er er storesøster til hjertebarnet Freja på 2 år. Da Sofie hørte, at hun kunne samle ind til Hjerteforeningen i kampagnen Kæmp for hjertet, var hun ikke i tvivl – hun ville samle ind, så hjertebørn som hendes lillesøster fik den bedste behandling og håb for fremtiden. Læs Sofies historie her, og om hvordan hun har fået hjælp til sin indsamling af Hjerteforeningens ambassadør Maria Lucia.

 

 

Gør en forskel i dag - støt kampen for hjerterne - tak!