Forskere har undersøgt, hvor mange patienter med atrieflimren, der også har søvnapnø, og om denne gruppe har en større risiko for at blive indlagt med nye tilfælde af hjerte-kar-sygdom. Det blev et ja.

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

Hjertepatienter med atrieflimren og søvnapnø har ifølge forskning større risiko for slagtilfælde.

Sammenlignet med forsøgsdeltageren uden søvnapnø fandt forskere ud af, at risikoen for slagtilfælde var øget med cirka 38% hos de forsøgsdeltagere, der havde søvnapnø. Til gengæld fandt forskerne ingen sammenhæng mellem søvnapnø og udvikling af hjertesvigt, blodprop i hjertet eller ens risiko for at dø af hjertekarsygdom – heller ikke, hvis man har et højere BMI end gennemsnittet eller har flere hjertekarsygdomme.

Den danske forskning er støttet af Hjerteforeningen, og forskerne fandt nærmere bestemt frem til, at 18 procent af de lidt over 22.000 patienter med atrieflimren, der deltog i deres forskningsstudie, samtidig også havde søvnapnø. Dermed havde lidt over 4.000 patienter både atrieflimren og søvnapnø, og gruppen viste sig typisk at være yngre mennesker med højere BMI og med flere hjerte-kar-sygdomme end gennemsnittet for dem uden søvnapnø.

– Vores studie handler om at undersøge, hvor hyppigt søvnapnø er hos personer med atrieflimren, og om personer med søvnapnø og atrieflimren har en større risiko for at blive indlagt med nye tilfælde af hjertekarsygdom. Der kan vi se, at personer med søvnapnø og atrieflimren har en 38 procent højere risiko for slagtilfælde end personer med atrieflimren uden søvnapnø. Et resultat, der kan give stof til eftertanke i forhold til, hvem vi skal holde et vågent øje med som sundhedspersonale, siger læge og forsker Frederik Dalgaard, der står bag forskningsstudiet, som er udgivet i tidsskriftet ”American Heart Journal”.

– Til gengæld fandt vi ingen sammenhæng mellem søvnapnø og udvikling af hjertesvigt, blodprop i hjertet, eller død af hjerte-kar-sygdom, selvom vi tog højde for, at dem med søvnapnø havde højere BMI og flere hjerte-kar-sygdomme.

Projektet blev udført på Duke University, USA, og et større dataregister, som hedder ORBIT, blev taget i brug. Dataene kom fra klinikker i hele USA og inkluderede personer med atrieflimren i perioden mellem 2010 og 2016.

I Hjerteforeningen, der har støttet forskningen i søvnapnø og atrieflimren, siger forskningschef Gunnar Gislason:

– Forskningen er relevant for alle med atrieflimren uanset køn eller alder. Selvom vi bliver nød til at tage det forbehold, at undersøgelsen er udført på amerikanere med atrieflimren og derfor ikke nødvendigvis kan overføres direkte til danskerne, så er det vigtig viden, som hjælper os til at blive klogere på, hvad det betyder, når man både har atrieflimren og søvnapnø. For med den viden kan vi gøre en stor forskel, og vi har jo et stort ønske om, at denne patientgruppe får den rette opmærksomhed og hjælpes til det bedst mulige liv, siger Gunnar Gislason.

Han peger på, at resultaterne er interessante, fordi forskerne kan se, at søvnapnø er en hyppig tilstand hos personer med atrieflimren.

– Derudover er det første gang at man har vist, at personer med atrieflimren og søvnapnø har en større risiko for slagtilfælde end dem uden søvnapnø.

 

Vær opmærksom på søvnapnø

Forsker Frederik Dalgaard peger på, at resultaterne i fremtiden kan komme til at betyde, at søvnapnø muligvis kan være med til at afgøre, om man skal i blodfortyndende behandling for at forebygge slagtilfælde.

– Det kunne måske gøre sig gældende i de grænsetilfælde, hvor personen ligger på vippen til at skulle behandles med blodfortyndende medicin. Den gode nyhed er, at søvnapnø kan behandles, og at der er lovende takter for, at behandling af søvnapnø gavner, hvis man har atrieflimren. Hvis man har atrieflimren og søvnapnø, så vil jeg helt klart anbefale at følge behandlingen for begge tilstande, siger Frederik Dalgaard.

– Vi ved, at blodfortyndende behandling nedsætter risikoen for slagtilfælde betragteligt hos dem, der er i risiko. Derudover kan behandlingen af søvnapnø sandsynligvis både gavne symptomerne på atrieflimren og mindske den større risiko for slagtilfælde, der er ved søvnapnø. Det er vigtigt at pointere at flere og flere studier, inklusive vores, har vist, at atrieflimren og søvnapnø er mere hyppigt, end vi før har gået og troet, men den reelle hyppighed i Danmark hos personer med atrieflimren er ukendt.

 

Læs mere

Du kan læse mere om atrieflimren her, og vi har i vores medlemsblad ”Hjerteliv”, som du kan læse her i digital udgave, skrevet om søvn.