Bilen er pakket med tasker, teenagere, badetøj, familiehygge og solcreme. Temperaturen står på 24 grader, og køen ned gennem Tyskland strækker sig i det uendelige. Årets sommerferiehit er bilferie, og målet er det glitrende Middelhav. Men der er langt endnu, og nu melder sulten sig.
“Skal vi ikke snart have frokost?” lyder det fra bagsædet.
Og så er det tid til at træffe et valg. Grillbarer, burgerkæder og cafeterier med tung motorvejsmad ligger som glinsende perler på en snor langs asfalten. Men med lidt planlægning kan jeres frokost blive både friskere, hyggeligere, billigere – og ikke mindst rigtig sund og lækker.
Den sunde frokost på bilturen
Et skilt viser rasteplads, og bilen drejer af. Træer, buske, borde og bænke – et lille åndehul, hvor man kan strække benene, trække vejret dybt og måske endda høre fuglene overdøve motorvejen et øjeblik.
Køletasken bugner af lækkerier. Maden er frisk og kølig, og mulighederne er mange: rugbrødsklapsammen, velsmurte sandwich, fyldte wraps, sprøde grøntsager, frisk frugt og kolde drikke. En velpakket køletaske kan fx bestå af:
- Brød. Rugbrød, fuldkornsbrød eller grove sandwichboller. Måske en wrap med lækkert fyld
- Fisk. Dåser med laks, tun, makrel, torskerogn eller frosne fiskedeller, der optøs undervejs
- Pålæg. Kogte æg og kartofler, avocado, banan, rosiner og hummus til pålæg
- Grønt. Ærter i bælg, snackpeber, snackgulerødder, skoleagurker og cherrytomater
- Færdigblandet. En boks med færdigblandet salat, fx en tun-salat to go
- Frugt. Kølige æbler, nektariner, blommer, vindruer og kirsebær
- Hjemmebag. Fx madbrød, pizzastykker eller spinatsnurrer
- Koldt vand. Evt. tilsat lime, mynte, agurkeskiver eller citron
Tip: Hvis en elektrisk køletaske ikke er en mulighed, så frys et par dunke med vand, og læg dem i bunden af madtasken. De fungerer både som køleelement og som iskolde drikke senere på turen.
Den lækre eftermiddagssnack
Kilometerne glider forbi. Der scrolles på mobilen, lyttes til lydbøger, grines, småskændes og synges med på sommerens playliste. Eftermiddagssolen står lavt gennem forruden, og rastløsheden breder sig, i takt med at tiden går.
Når børnene begynder at småskændes eller for sjette gang siger ’Mor, hvornår er vi der?’, så kan en god snack være en gamechanger og løfte stemningen i bilen. Når der kommer lidt godt i maven, falder roen ofte også over bagsædet.
En lækker og sund eftermiddagssnack kan fx være:
- En blanding af nødder, mandler og rosiner, gerne i portionspakker
- Rugsnacks med chokolade
- Kolde vindruer og ærter i bælg
- En boks med daddelkugler
- Kolde nektariner, bananer og æbler
- En bøtte med chili-kikærter
- Knækbrød med kerner og frø
- En sund og lækker granolabar
- Hjemmelavede, frosne smoothies til bagsædet og kaffe fra termokanden til chaufføren.
Den sunde (eller knap så sunde) aftensmad
Selv om sukker, salt og fedt fylder meget i motorvejens fastfoodudbud, kan man nogle steder være heldig at finde alternativer, der giver lidt mere grønt og lidt mindre friture.
Måske kan du finde:
- Pitabrød med hummus, falafel, salat, agurk og tomat
- Et stykke kylling med kogte kartofler og grønt
- En fuldkornsbolle med røget laks
- En blandet pastasalat med kylling
- En wokret eller thaiboks
- Sushi eller pokébowl
De findes derude – også på motorvejen.
Men hvis der til sidst råbes “burger!” fra bagsædet, teenageren trækker i håndbremsen, og der blinkes af – så er det også helt okay. For på ferien handler det ikke om perfektion. Det handler om at finde løsninger, der fungerer i virkeligheden.
Den hjertesunde kost ved Middelhavet
Timer senere ligger Middelhavet forude med sol, strand og lange lune aftener. I er der snart. Og Middelhavet er ikke kun godt for sjælen – faktisk er middelhavsmaden rigtig god for hjertet.
Hvis du vil hente mere inspiration til feriens måltider, kan du læse med her, hvor du får opskrifter og tips til lækre middelhavsmåltider.
Rigtig god ferie!
Spis dig hjertesund – én opskrift ad gangen
Gør madlavningen lidt nemmere og få tilsendt hjertesunde opskrifter hver uge – udarbejdet i samarbejde med Hjerteforeningens diætist.
- Du får opskrifter til alle dagens måltider
- Du får opskrifter med sæsonaktuelle råvarer
- Du får et opskriftshæfte i gave, når du skriver dig op i dag!
Lotte Juul, der har 25 års erfaring som klinisk diætist, har skrevet denne artikel til dig. Som rådgiver på Hjertelinjen hjælper hun hjertepatienter og pårørende med vejledning i kost, motion og forebyggelse af hjertesygdom. Takket være støtten fra gavmilde danskere kan vi udbrede nyttig viden fra vores eksperter til dig.