Løfterne om, hvordan du kan blive sund på rekordtid, er mange. Internettet drukner i mirakelkure, og der er næsten ikke det, kostguruerne ikke vil sige for at få dig med på lige netop deres bootcamp eller lyndiæt. Hjerteforeningen kommer dig til undsætning med et kritisk blik på modediæterne og råd om, hvordan du kommer godt i gang med dit nye, sunde jeg. Helt enkelt.

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

“Sænk dit kolesteroltal på 30 dage!” og “Få din drømmevægt med de nye superfoods!”

Løfterne om, hvordan du kan få en sund krop i et snuptag, er mange, og det kan være svært at navigere i udbuddet af kost- og træningsprogrammer.

Hjerteforeningens diætist og livsstilsekspert hjælper dig med et kritisk blik på mirakelkurene derude samt med simple, men effektive råd.

Læs mere om, hvilken betydning modediæterne har for dit hjerte, her

Kost og kolesterol

– For langt de fleste er det bestemt muligt at sænke deres kolesteroltal med hjertesund mad og gode motionsvaner, siger diætist Lotte Juul.

Men det er en livslang livsstil og ikke blot et projekt, der kan klares på 30 dage.

– Nogle mennesker er arveligt disponeret, og her vil effekten af en livsstilsændring være mindre i forhold til kolesteroltallet. Den sunde livsstil er dog fortsat vigtig for forebyggelse af hjertesygdom, forklarer diætisten.

Vejen til et normalt kolesteroltal opnår du via en hjertesund og aktiv livsstil.

 

Hvad kan superfoods gøre for dig?

I populære bøger om kost og kolesterol samt i diverse ugebladsartikler bliver nogle fødevarer gjort til ”superfoods”, hvor visse kostkomponenter skulle have mirakuløs effekt på kolesteroltallet.

Så simpelt er det ifølge diætisten desværre ikke.

– Der findes ikke enkelte kostkomponenter eller særlige superfoods til sænkning af kolesteroltallet. Og hverken betaglukaner fra svampe eller klorogensyre fra artiskok kan gøre det alene. Det handler om den samlede hjertesunde kost, forklarer Lotte Juul.

De såkaldte superfoods er ifølge diætisten blot helt almindelige hjertesunde fødevarer, som du allerede kender fra kostrådene.

Læs mere her om de superfoods, du sikkert allerede har i dit køkken

Kan citronskal sænke dit kolesteroltal?

– De kostkomponenter, vi bliver præsenteret for i bøger og ugeblade, er bl.a. resistent stivelse fra kolde kartofler samt smarte fagbegreber som pektin, betaglukaner, inulin, polyfenoler samt polymetoxylerende flavonoider fra citronskal. Det lyder klogt og vigtig, men citronskal kan ikke sænke dit kolesteroltal – og da slet ikke i de minimale mængder, vi normalt anvender i madlavningen, fastslår Hjerteforeningens diætist.

Der findes altså ikke superfoods, der alene kan sænke dit kolesteroltal.

De svære fagbegreber skaber blot forvirring og tager fokus fra det vigtigste: at du kun kan opnå et stabilt kolesteroltal, nar du arbejder langsigtet med kostrådene – baseret på almindelig hjertesund mad og en god portion sund fornuft.

Og hvad med æbleskræl?

– Der er ikke videnskabeligt grundlag for at anbefale et urealistisk stort indtag af fx stoffet pektin via æbleskræl fra 1 kg æbler. Ej heller for at anbefale, at vi skal spise vores kartofler kolde for at opnå nogle få ekstra gram resistent stivelse. De indsatser står ikke mål med effekten på kolesteroltallet, siger Lotte Juul.

Keep it simple!

Forhøjet kolesterol er en risikofaktor, som du skal holde i skak hele livet igennem.

Det handler derfor om at finde en hjertesund livsstil, som er realistisk på den lange bane. Som Lotte Juul siger, er det egentlig ret simpelt:

Sørg for at få en balanceret kost med mest fra de lettilgængelige hjertesunde fødevarer:

  • Rugbrød og havregryn
  • Frugt, grøntsager og bælgfrugter
  • Kartofler, fuldkornspasta og brune ris
  • Fisk og fiskepålæg
  • Nødder, mandler og kerner
  • Planterigets fedtstoffer.

Konklusionen fra Hjerteforeningens diætist

Spis den gode, hjertesunde mad til hverdag – på den måde er der også plads til lidt nydelse i form af søde sager. Det kan fx være et godt stykke chokolade med et højt indhold af kakao eller et stykke af din yndlingskage. Så længe det ikke er for ofte.

Læs mere om hjertesund kost her:

https://hjerteforeningen.dk/forebyggelse/forhoejet-kolesterol/

https://hjerteforeningen.dk/forebyggelse/kost/sunde-madvaner/saadan-spiser-du-hjertesundt/

https://hjerteforeningen.dk/2021/06/quiz-har-du-styr-paa-kost-og-kolesterol/