Det skal være forbudt at reklamere for usunde føde- og drikkevarer til børn under 15 år.
Det står klart, efter regeringen nu ifølge DR er klar med nyt lovforslag, der især sigter mod influencere.
”Er man lidt på de sociale medier, så kan man se, at der er et problem. Ikke mindst blandt influencerne er der jo brugt tid og kræfter på at reklamere målrettet mod børn og unge, og det skal simpelthen stoppes,” siger erhvervsminister Morten Bødskov fra Socialdemokratiet til DR.
Regeringen vil ændre markedsføringsloven for at gøre reklamerne forbudt, så en overtrædelse af loven vil skulle straffes med bøde. Forbrugerombudsmanden skal tage stilling til, om eksempelvis en influencer laver ulovlig markedsføring til børn.
Hos Hjerteforeningen er begejstringen for det nye lovforslag stor.
”Vi gjorde det. Sammen med flere andre organisationer har vi sat fokus på den vilde markedsføring af usunde fødevarer, som vores børn og unge udsættes for på sociale medier. Og nu sker der noget. Regeringen har i dag med et nyt forslag taget et stort og utroligt vigtigt skridt for at beskytte børn og unge under 15 år mod netop markedsføring af usunde fødevarer på sociale medier. Selvom vi gerne ser, at aldersgrænsen blev hævet til 18 år, er det her en kæmpe sejr for vores børns sundhed,” siger Morten Ørsted-Rasmussen, der er Hjerteforeningens direktør for strategi, viden og sundhedsindsatser.
Liste over usunde fødevarer i støbeskeen
Regeringens tiltag kommer, efter at der i 2024 var sager, hvor fødevarevirksomheder hyrede influencere med unge målgrupper til at reklamere for deres produkter.
Eksempelvis reklamerede influenceren Alexander Husum for burgerkæden The Burger Concept, og det klagede Forbrugerrådet Tænk over.
Forbrugerrådet fik medhold i sin klage hos Forum for Fødevarereklamer. Derfor fik The Burger Concept kritik for at bryde med fødevareindustriens kodeks for reklame for usunde fødevarer til børn.
Sundhedsminister Sophie Løhde fra Venstre fortæller til DR, at regeringen forestiller sig, at der skal laves en særlig liste over usunde fødevarer. Hun siger ifølge Ritzau videre, at en influencers profil kan siges at være målrettet børn, hvis den har ”rigtig mange følgere blandt børn under 15 år”.
I Norge er det lovmæssigt vedtaget, at markedsføring af usunde fødevarer til personer under 18 år er forbudt.

Ved du, hvad der gør dit hjerte sundt?
Nyhedsbrevet Hjertenyt giver dig ny viden, gode råd og konkrete tips, du kan bruge i din hverdag.
- Lær noget nyt om dit hjerte hver 3. uge.
- Få indblik i hjerteforskningen og de nyeste behandlingsmetoder.
- Få tips til en hjertesund livsstil fra Hjerteforeningens eksperter.