Med sommerferie lige om hjørnet er det måske ikke motion, der popper op i hovedet som det første. Samtidig kan de såkaldte "ferie-kilo" være drøje at blive kvit med, når hverdagen igen melder sig. Her får du tips og gode råd til, hvordan du holder fysikken ved lige på ferien - uden at føle, at du rent faktisk gør en indsats. Måske du kan få anlagt et par sunde vaner samtidig?

Artiklen er udgivet for over 30 dage siden. Har du spørgsmål til indholdet, kontakt kkjensen@hjerteforeningen.dk.

Ligner dine planer for sommerferien de fleste, står afslapning, hyggelige grillmiddage og skønne, læskende forfriskninger højt på dagsordenen.

Og er du som gennemsnittet, er kondien nok ikke på sit højeste, når hverdagen igen melder sig efter ferien.

Men sådan behøver det faktisk ikke at være.

Du kan sagtens forkæle dig selv med en is indimellem og nyde en kølig drink – eller hvad med en forfriskende smoothie med blåbær – til grillmiddagen på terrassen, uden at skulle til kamp mod de ekstra “ferie-kilo” om et par uger.

Dette er nemlig ifølge Hjerteforeningens sygeplejerske og motionsfaglige rådgiver, Anne Kristine vd. Zaag, slet ikke nødvendigt, hvis du giver dig i kast med et par herlige udendørs aktiviteter i din ferie.

Måske kan du endda få nye, sunde vaner i ferien, som du kan fortsætte med, når hverdagen igen sætter ind?

Kick start de gode vaner

Sommer er lig med udendørs aktiviteter, siger Anne Kristine vd. Zaag.

Det er lige nu, du har mulighed for at få fasttømret de gode vaner – det er længe lyst, og vejret inviterer til at være mere udendørs. Samtidig giver en skøn sommerferie overskud på energibalancen.

Ergo: Det er nu, du skal smede og få fasttømret de gode vaner!

Start de gode motionsvaner om sommeren, hvor det er lettere at komme afsted ud i det gode vejr – og tag dine nye, sunde vaner med ind i efteråret og vinterperioden.

– Det tager tre måneder at ændre en vane, så det er bare med at komme i gang, siger Anne Kristine vd. Zaag.

– Brug sommeren, som invitation til at komme ud og få din daglige motion.

Med sommer følger nydelser

Fuglefløjt, et væld af duftende blomster og en masse smukke farver er med til at gøre gå- og cykelturen til en sanselig oplevelse.

– Naturens lyde og det at opholde sig i det fri, er med til at give dig mental ro og velvære i kroppen.

– Udnyt det og gå ture – alene eller sammen med familie og venner, foreslår Anne Kristine vd. Zaag.


Gå aftenture

Gåture er som medicin for hjertet.

Undersøgelser viser, at blodsukkeret falder, når du går umiddelbart efter, du har spist.

– Det er faktisk nok bare at gå lidt rundt efter middagen. Men hvorfor ikke gøre det til et fast indslag i ferien at gå en lille tur hver aften, efter du har spist, foreslår Anne Kristine vd. Zaag.

Når du går, nedsætter du samtidig din risiko for 35 forskellige sygdomme – herunder hjertesygdom, kræft og demens.

Hvert skridt tæller

Ferie er én ting. Men det er de små skridt og de små ændringer i hverdagen, der tæller.

– For mange mennesker kan det være nemmere at gøre noget fast hver dag, end at skulle argumentere med dig selv om, hvorvidt det skal være i dag eller i morgen, du gør det, siger Anne Kristine vd. Zaag.

  • Regelmæssighed, fx hver/hver anden dag på samme tidspunkt.
  • Er du på arbejdsmarkedet, så dyrk motion enten lige før eller lige efter arbejde, når du alligevel er på vej ud/hjem. På den måde bliver motionen en del af din arbejdsdag, og ikke noget du skal diskutere frem og tilbage med dig selv.
  • Tag cyklen eller gå til arbejde / stå evt. af et stoppested før, og gå resten af vejen, hvis du bruger offentlig transport.
  • Udnyt de lyse aftener: Gå eller cykl en tur, efter du har spist aftensmad
  • Få en træningsmakker eller en gå-gruppe. Faste aftaler gør det nemmere at holde fast i vanen.
    Du kan evt. søge en grå-gruppe i Hjerteforeningens nye store gå-indsats, GÅ MED.
    Læs mere om indsatsen her: https://hjerteforeningen.dk/gaamed/

 

Hjerteforeningen tilbyder mange former for motion og aktiviteter. Alt sammen gratis.

Uanset dit fysiske udgangspunkt, kan du være sikker på at finde noget, som passer til dig.

Find din foretrukne motion i Hjerteforeningens motionsunivers her: https://hjerteforeningen.dk/motionforhjertet/

Undersøg eventuelt også, hvad din Lokalforening har af tilbud – en del tilbyder Hjertemotion i det fri: https://hjertemotion.dk/hjertemotion-i-det-fri/