Danish Cardiovascular Academy, som støttes af Hjerteforeningen og Novo Nordisk Fonden, har uddelt millioner til 23 spændende forskningsprojekter, som næste generation hjerteforskere står bag.

For fjerde gang har Danish Cardiovascular Academy (DCAcademy) uddelt stipendier til dansk hjerteforskning.

Denne gang blev der uddelt 22 millioner kroner, der fordeles mellem 23 spændende forskningsprojekter.

Dermed var der også 23 forskere, der i midten af april fik en rigtig god nyhed og midler til at få luft under vingerne på netop deres spændende idé, der måske om få år kan komme danske hjertepatienter til gode.

— I år havde vores stipendieudvalg den svære opgave at udvælge de 23 mest innovative og lovende projekter. Jeg ser meget frem til at følge med i, hvordan de bidrager til vores forståelse og behandling af kardiovaskulær sygdom, siger Christian Aalkjær, adm. direktør i DCAcademy.

— Det er altafgørende, at vi støtter dette forskningsområde.

Hjerteforeningen glæder sig over samarbejde

Sammen med Novo Nordisk Fonden støtter Hjerteforeningen hvert år akademiet økonomisk.

Af de 22 millioner kroner, som DCAcademy har uddelt i år, kommer seks millioner kroner derfor fra Hjerteforeningen.

DCAcademy fokuserer på at tilføre millioner af kroner til kampen mod hjerte-kar-sygdom, men også at fungere som ’talentfabrik’, hvor fremtidens stjerner indenfor hjerteforskningen kan vidensdele, danne netværk og indgå i forskningssamarbejder med hinanden.

Og det er der behov for, for hjerte-kar-sygdom er den næsthyppigste dødsårsag i Danmark.

Ifølge adm. direktør i Hjerteforeningen, Anne Kaltoft, er forskningen på området derfor altafgørende. Hun glæder sig over samarbejdet med DCAcademy.

— Vi er meget stolte over, at vi kan bidrage til at styrke forskningen indenfor kardiovaskulær sygdom. Det er altafgørende, at vi støtter dette forskningsområde, så vi kan opdage nye måder at hjælpe hjertepatienter og deres pårørende.

— Vi skal stræbe hen imod målsætningen om liv uden hjertesygdom, siger hun.

Anne Kaltoft er forventningsfuld omkring dette års projekter og tilføjer:

— Dansk forskning er til stadighed leveringsdygtig i interessante resultater og vigtige opdagelser, og det er meget vigtigt at bakke op om dette. 

Hjerteforeningens midler er med til at støtte 10 projekter ud af de 23 udvalgte – seks Ph.D.-projekter og fire 5-års kliniske deltids Postdoctoral projekter.

Forskningsprojekterne favner bredt

— Jeg mener, at projekterne, der er blevet udvalgt i år, vil gøre en stor forskel for mennesker med kardiovaskulær sygdom, deres pårørende og for samfundet. 

— Når kardiovaskulær sygdom er så bredt et forskningsområde, så har stipendieudvalget også valgt forskningsprojekter der favner bredt, siger Christian Aalkjær.

Emnerne for årets forskningsprojekter spænder bredt fra studier af åreforkalkning og småkarssygdom i hjernen og hjertet, til studier af graviditetsmedicin og hjerteabnormiteter i fostret.