Den vilde idé gjorde hjertelægen til en levende legende

En eftermiddag i 1989 sad en 38-årig, dansk reservelæge i en halvtom sal i Phoenix, Arizona.

På scenen stod en sydamerikansk læge og holdt foredrag om et fantastisk indgreb, der var på nippet til at gøre indtog på hjerteafdelinger verden over: Stenten.

Kunsten at indsætte et millimetertyndt metalgitter på en sammenfoldet ballon, føre det gennem en blodåre op til hjertet, udvide ballonen og gitteret, så det sad i spænd mod blodårevæggen, og forhindre, at åren lukkede sig igen.

Et indgreb, der har reddet utallige liv og dengang var nyt og epokegørende. Henning Rud Andersen lyttede opslugt.

Lige indtil en idé slog ned. En ny, vild og fuldstændigt original idé.

Kunne det lade sig gøre? Ingen havde gjort forsøget før. Måske havde ingen tænkt tanken før nu. Men hvad skulle han bruge? Det helt rigtige metalgitter. Ikke for tykt eller for tyndt. Nogle brugte ballonkatetre.

Og så måtte han ned til slagteren. Han skulle bruge nogle grisehjerter.

En levende legende

Det er svært at vælge, hvor man skal starte historien om Henning Rud Andersen. Karrieren har budt på et hav af højdepunkter og de vilde anekdoter står i kø.

Der var dengang han stjal et kateter fra hospitalet, plyndrede det for elektroder og opfandt en ny type pacemaker. Og testede den ved at snige sig op i hjertelaboratoriet en mørk aften, sluge den ned i spiserøret og tænde for pacemakerstrømmen.

Hvor hans mentor blev ildrød af raseri (og grin), da Henning gik til bekendelse.

Og kollegerne blev grønne af misundelse, da han fik verdenspatent, blev publiceret i The Lancet og aviserne kimede den unge lægestuderende ned.

Eller dengang han overtalte kapelassistenter til at transportere ’friske’ lig til hans laboratorium på Patologisk Institut i Aalborg kun via ros og skulderklap. Og smørrebrød, snaps og en pose bajere.

Hvor han spiste aftensmad omgivet af 107 gule spande med aalborgensiske hjerter i formalin.

Historierne gav Henning ry som lidt af en original. En skør kugle. Men selvom der blev klukket i krogene, var det også tydeligt, at hér var et særligt talent.

Derfor fik han også opbakning, og blev dén, der lo sidst. For der var også dengang han blev udnævnt til ’Living Legend in Cardiology’.

En levende legende.

Fuldstændigt perfekt

Der er mere, hvor det kommer fra, men første linje i historiebøgerne vil nok handle om idéen, Henning fik den eftermiddag i 1989. Han husker:

— Hvad nu hvis jeg lavede metalgitteret 10 gange større og satte en griseklap fast inde i det? Og gik ind via blodåren i lysken, op til hjertet og udvidede ballonen?

— Så kunne den kunstige hjerteklap folde sig ud, skubbe den syge hjerteklap ud mod blodårevæggen og fastholde den, og fungere som en ny og rask hjerteklap! Jeg blev helt høj ved tanken og kunne ikke slå den ud af mit hoved.

Det forstår man, for tanken var revolutionerende.

Med ét ville hjertelæger blive i stand til at indsætte en kunstig hjerteklap i en patient uden at åbne brystkassen og operere i hjertet.

Patienten kunne endda nøjes med lokalbedøvelse, være vågen under operationen, ude af sengen efter få timer, og hjemme igen efter få dage.

I flyet hjem lagde Henning sin plan: Hjemme på dansk jord tog han ned i det lokale byggemarked på jagt efter et perfekt metalgitter.

På vej hjem standsede han hos slagteren og købte grisehjerter.

Og så gik han i gang.

— Så sad jeg hjemme i køkkenet og foldede metaltråde til et gitter og klemte dem sammen på en ballon. Det var trial-and-error med alle mulige tykheder og stivheder, indtil jeg fandt den rette.

— Så klippede jeg en hjerteklap ud af grisehjertet, gjorde den ren, og syede den ind i gitteret. Og efter en lang række forsøg lykkedes det for mig og en kollega at sætte den ind i hjertet på en levende gris, fortæller Henning.

— Og det fungerede bare perfekt. Det virkede sgu.

Låste den ned i skuffen

Men verden er ikke perfekt.

Henning Rud Andersen fik verdenspatent på sin kunstige hjerteklap i 1992.

Nu skulle den videreudvikles, inden den kunne bruges på mennesker, så den unge reservelæge allierede sig med Opfinderkontoret på Teknologisk Institut og tog på charmeoffensiv.

— Vi var rundt til store virksomheder i Danmark, men ingen havde mod på at investere de 200 millioner kroner, som en videreudvikling ville koste, husker han.

Henning søgte mod udlandet. Og havnede det helt forkerte sted.

— Jeg endte med at lave en aftale med et firma i Californien, som et hold amerikanske hjertekirurger stod bag. Det viste sig at være en rigtig dårlig idé.

— For da vi havde lavet aftalen, låste de den ned i skuffen. De var slet ikke interesserede i hjerteklappen, for de havde selv opfundet en ny og mere skånsom hjerteoperation, og kunne jo se, at min opfindelse var endnu mere ny og skånsom.

— Og kunne gøre dem arbejdsløse, fordi jeg havde verdenspatent på den! Det fandt vi bare først ud af for sent.

Nu fulgte en årelang kamp, hvor Henning forsøgte at overbevise andre virksomheder om at opkøbe det amerikanske firma, og derved ’frigive’ hjerteklappen.

Reddede sin fars liv

Det lykkedes til sidst. Og i 2002, på Hennings fødselsdag den 16. april, skete dét han havde ventet på i de lange år:

En fransk professor indsatte en kunstig hjerteklap ind i en dødssyg hjertepatient og reddede hans liv.

I de følgende år kom Hennings opfindelse ud at leve på hjerteafdelingerne, og her er den blevet frem til i dag.

Mindst 2,5 millioner mennesker i den vestlige verden har fået en TAVI, som operationen kendes som i dag, og på verdensplan kan tallet være dobbelt så stort.

Sidste år fik 1200 danskere en TAVI-operation, og i 2011 blev den gennemført på en ganske særlig hjertepatient.

— Min egen far fik indsat den kunstige hjerteklap, jeg havde opfundet, og den reddede faktisk hans liv.

— Det betød alverden for mig, siger Henning, der stadig har kontor på Aarhus Universitetshospital.

Her får han stadig vilde idéer, som ingen rigtigt tror på.

Lige indtil de gør.