Nyt studie viser, at lægemidlet Wegovy reducerer risikoen for hjerteanfald, slagtilfælde og kardiovaskulær død med 20 procent blandt overvægtige hjertepatienter. Hjerteforeningens forskningschef kalder resultatet ’meget lovende’, men opfordrer også til, at vægttabsmedicin ikke bliver en erstatning for den sunde livsstil.

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

Lægemidlet Wegovy fra Novo Nordisk har indtil nu mest været forbundet med vægttab.

Årsagen er det aktive stof i Wegovy ved navn semaglutid, som sænker appetitten, hvorfor man taber sig i vægt over tid.

Men måske vil bekæmpelsen af hjerte-kar-sygdomme også blive en del af debatten fremover.

Resultater fra det længe ventede SELECT-studie viser nemlig, at brug af semaglutid kan mindske risikoen for hjerteanfald, slagtilfælde og kardiovaskulær død med 20 procent blandt overvægtige hjertepatienter.

Det er meget spændende nyheder, mener Hjerteforeningens forskningschef, Gunnar Gislason.

Det er første gang, vi får dokumenteret, at behandling med vægttabsmedicin har en gevinst i forhold til risikoen for hjerte-kar-sygdom, så det synes jeg bestemt, vi skal glæde os over.

Mange af de behandlinger, som tidligere er blevet afprøvet, har ikke vist gevinst, og nogle har direkte været skadelige for patienterne, siger Gunnar Gislason, der kalder resultaterne fra SELECT-studiet ’meget lovende’.

Vægttabsmedicin må ikke erstatte sunde vaner

Han kommer dog også med en opfordring.

Ifølge Gunnar Gislason er det vigtigt at Wegovy og vægttabsmedicin generelt, fortsat bliver betragtet som dét, det er:

Lægemidler mod overvægt, der kan ordineres af læger som supplement til en livsstilsændring.

En livsstil hvor sund kost, motion og at undgå tobak er de tre absolut vigtigste elementer.

Vægttabsmedicin må ikke blive en erstatning af de sunde vaner, forklarer Gunnar Gislason.

Man skal først og fremmest huske at gøre så meget, man selv kan: Spise sund kost, være fysisk aktiv i dagligdagen og selvfølgelig lade være med at ryge.

Og så lade sin læge vurdere, om der ovenpå dette også er behov for medicinsk behandling. Det er vigtigt at fremhæve, at vægttabsmedicin ikke kan erstatte sunde livsstilsfaktorer.

Været fem år undervejs

Det er Novo Nordisk, der selv står bag SELECT-studiet, og resultaterne har været adskillige år undervejs.

I 2018 påbegyndte koncernen studiet, der skulle undersøge sammenhængen mellem Wegovy og risikoen for hjerte-kar-tilfælde blandt overvægtige hjertepatienter.

17.604 personer fra 41 forskellige lande deltog i studiet.

Alle var over 45 år, havde et BMI på mindst 27, led af hjerte-kar-sygdom og havde ikke diabetes.

I forsøgsperioden modtog nogle af deltagerne ugentlige injektioner af Wegovy, mens andre fik placebo (‘snydemedicin’ uden virkning).

Og studiet fandt altså, at testpersoner, der modtog Wegovy, reducerede deres risiko for hjerteanfald, slagtilfælde og kardiovaskulær død med 20 procent i forhold til gruppen, der modtog placebo.

Kan måske ændre behandling

Gunnar Gislason håber, at studiets resultater kan være med til at åbne nye muligheder for, hvordan vi behandler overvægt.

Overvægt kan måske fremover betragtes på samme måde som fx forhøjet blodtryk, som også er en risikofaktor for hjerte-kar-sygdom, siger han.

Gunnar Gislason ser optimistisk på mulighederne for at inddrage semaglutid i behandlingen af hjertepatienter i fremtiden.

Jeg kan bestemt se et potentiale, fx i behandlingen af overvægtige hjertepatienter der har haft blodprop i hjertet.

— For disse patienter kan det være, at de skal tilbydes behandling med semaglutid for at mindske deres risiko for blodprop, slagtilfælde og død af hjertesygdom, siger han.

Men det er endnu for tidligt at begynde at konkludere på, hvilken plads, det får i fremtidens behandling.