Valgkampen er ovre, og et nyt Folketing er blevet sammensat. På tværs af partierne har der gennem hele valgkampen været fokus på sundhedsvæsenet, som danskerne på forhånd havde slået fast, var dét, der betød mest, når krydset skulle sættes.

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

Anne Kaltoft, adm. direktør i Hjerteforeningen, glæder sig til at se, hvordan politikerne vil prioritere sundhedsvæsenet fremover.

– Tiden er nu inde til, at de valgte politikere må sætte handling bag ordene, så vi sammen kan sikre, at sundhedsvæsenet gøres mere robust og fremtidssikres. I dag hænger personalet kun lige i med det yderste af neglene, og det går naturligvis ud over patienterne. Der er simpelthen brug for en saltvandsindsprøjtning, siger hun.

Efter mange års manglende reformer og investeringer samt en pandemi står vi i Danmark nemlig med et sundhedsvæsen, der er i krise, og hvor sundhedspersonalet har mere travlt, end hvad godt er.

Det skyldes bl.a., at der i yderområderne er store udfordringer med at rekruttere personale til alt fra det nære sundhedstilbud til det højt specialiserede område.

 

Vi skal hurtigt give den rigtige behandling

Dermed efterlades patienterne med lange ventetider og oplever, at operationer udskydes eller i værste fald aflyses. Frygten er, at det øger den geografiske ulighed, som patienterne allerede oplever på sundhedsområdet.

En geografisk ulighed, der betyder, at der potentielt set kan være forskel på den behandling, man får, afhængigt af hvor man bor. Derfor har Hjerteforeningen under valgkampen sat fokus på netop den geografiske ulighed, der fylder i sundhedsvæsenet.

– I et lille land som Danmark skal man kunne vide sig sikker på, at man hurtigt får den rigtige behandling, uanset hvor man bor, lyder det fra Anne Kaltoft, som afslutningsvis kommer med en opfordring til de nye politikere.

– Der skal lyde en stor tak til alle kandidater og et stort tillykke til de valgte. I Hjerteforeningen er vi naturligvis altid parate til at komme med gode og konstruktive indspark, så vi sammen kan arbejde for et styrket sundhedsvæsen, siger Anne Kaltoft.

 

Læs også

Valget er udskrevet: Hjerteforeningen sætter fokus på ulighed