4 år efter et opsigtsvækkende resultat har en dansk forskergruppe gjort en ny opdagelse: Tidlig udskrivelse forbedrer overlevelsen for patienter med hjerteklapbetændelse.

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

Forskningsprojektet ”POET”, som Hjerteforeningen har støttet med 2.480.000 kr., vakte international opsigt, da de første resultater blev offentliggjort i 2018.

Danske forskere dokumenterede her, at tabletbehandling var lige så effektiv som intravenøs behandling ved hjerteklapbetændelse.

Det betød i praksis, at hospitalerne kunne sende patienter med hjerteklapbetændelse (endocarditis) hjem fra hospitalet langt tidligere end hidtil, da patienterne nu kunne færdiggøre deres behandling i eget hjem.

Nu har forskergruppen bag ”POET” (Partial Oral Endocarditis Treatment) fulgt op på deltagerne i studiet og gjort en ny opdagelse:

Flere overlever hjerteklapbetændelse, hvis de sendes tidligere hjem fra hospitalet.

39% lavere risiko for at dø af hjerteklapbetændelse

I alt 400 patienter med hjerteklapbetændelse indgik i studiet, efter at deres tilstand var stabiliseret.

Ud fra lodtrækning fortsatte den ene halvdel af patienterne den helt traditionelle behandling med indsprøjtning af antibiotika i blodårerne under indlæggelse.

Den gruppe var i gennemsnit indlagt i 36 dage.

Den anden halvdel af patienterne skiftede midt i forløbet til at få antibiotika som piller.

Og kunne derfor udskrives til videre behandling med antibiotika i hjemmet efter i alt 20 dages indlæggelse.

– Fem år efter behandlingen af hjerteklapbetændelsen kan vi se, at patienterne, der blev færdigbehandlet i hjemmet, havde 39 procent lavere risiko for at dø sammenlignet med de traditionelt behandlede patienter, siger professor og overlæge Henning Bundgaard fra Rigshospitalet i en pressemeddelelse.

Kommer i bedre form derhjemme

Henning Bundgaard forklarer, at overlevelsesraten kan hænge tæt sammen med patienternes grundform og deres sociale liv.

– Jo længere tid man er på hospitalet, jo svagere risikerer man at blive, siger han.

– Når man kommer hjem, går man tur, køber ind, er social og opretholder sit liv og holder sig i bedre form, både fysisk og mentalt.

– Hvis man bliver længere på hospitalet, kan man blive mere svækket og ende med en dårligere grundform.

– Når man senere risikerer at blive ramt af cancer, lungebetændelse, blodprop eller blærebetændelse, kan ens grundform være afgørende for, om man overlever, siger Henning Bundgaard.

Studiets nye resultater blev i februar publiceret i det ansete tidsskrift ”New England Journal of Medicine”.

Tidlig udskrivelse hjalp deltager i projektet

At tidlig udskrivelse fra hospitalet forbedrer livskvaliteten, har Hjerteforeningen tidligere beskrevet i vores medlemsblad Hjerteliv.

Her talte vi med Britta Øhlenschlæger, der som deltager i ”POET”-studiet mærkede på egen krop, hvad det betød at komme tidligere hjem.

– Det betyder meget at komme hjem til sig selv. Jeg var træt, da jeg blev udskrevet, men det er nemmere at komme til kræfter hjemme i vante omgivelser.

– Jeg kunne begynde at træne mig op igen hurtigere. Jeg prøver at gå lidt hver dag og forøge distancen lidt hver dag, sagde Britta Øhlenschlæger efter udskrivelsen.

Kommer til at redde mange liv

Forskningschef i Hjerteforeningen Gunnar Gislason glæder sig over de nye resultater fra ”POET”.

– ”POET”-studiet har – fuldt fortjent – fået stor international opmærksomhed. Resultaterne fra studiet vil komme mange patienter med hjerteklapbetændelse til gode, siger han.

– Alene i Danmark rammes mellem 650 og 700 af sygdommen hvert år.

– På verdensplan findes der over en million tilfælde af endocarditis, så der er virkelig grund til at være stolte over den danske hjerteforskning her. Den kommer til at redde mange liv, siger Gunnar Gislason.