Er du kvinde, og har du en hjertesygdom, kan du nu ansøge om at deltage i lodtrækning om en gratis uge i sommerhus, som gavmildt er stillet til rådighed af Ladywalk i lige uger fra 7. marts.
Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail (klik her).
Aah.
Smæk benene op, og lad en salig ro sænke sig, mens du og familien eller veninderne sludrer om stort og småt, som hverdagen ikke giver tid eller overskud til at fordybe sig i.
Sådan kan en uges afslapning se ud for de ansøgere, der får mulighed for at tage på en uges gratis ferieophold i sommerhus. Et tilbud, som Ladywalk nu inviterer hjertesyge kvinder til at benytte.
Danmarks største endagsmotionsevent, Ladywalk, stiller således sit sommerhus i Søhøjlandet ved byen Gjern vest for Aarhus til rådighed for de kvinder, som har en hjertesygdom og oplever et behov for ro og for at trække stikket i en uges tid.
Ladywalk støtter kvinder, som er eller har været ramt af sygdom i hjertet, ligesom Ladywalks støtte også går generelt til organisationer, som forsker i kvinders sygdomme, eller som har et projekt, der kan sætte fokus på kvinderelaterede sygdomme.
Og det har Hjerteforeningen, der også i år samarbejder med Ladywalk.
– Vi synes, det er flot af Ladywalk igen at stille sommerhuset til rådighed, og vi håber, at kvinderne og deres familier får mange gode stunder med ro og afslapning i dejlige omgivelser. Især i denne tid, hvor vi alle trænger til nogle positive oplevelser for at få corona lidt på afstand, er et sommerhusophold en ideel måde at komme lidt væk fra det hele på. Vi ved, at ro og samvær med familie og venner har en vigtig funktion for os alle, specielt når man er ramt af sygdom, herunder i hjertet, siger Tim Boye Jensen, der arbejder med erhvervspartnerskaber i Hjerteforeningen.
Ro og afslapning: Sådan er Ladywalks sommerhus
- Beliggenheden er i Søhøjlandet vest for Aarhus.
- Der er 450 meter til Landal Søhøjlandet, hvor der er et stort indendørs tropisk badeland, en restaurant, aktiviteter og mulighed for mindre indkøb.
- Der er fri adgang til badeland og alle aktiviteter. Download Landals app, hvor det er muligt at se aktiviteterne.
- Ferieboligen er i to etager med plads til hele familien.
- Stuen har en brændeovn i forbindelse med køkkenet.
- Huset har en stor og delvist overdækket terrasse og to altaner.
- På badeværelset er der vaskemaskine og spa.
- Der er i alt fire soveværelser med to sovepladser i hvert værelse og et ekstra toilet/bad.
Ansøg, og deltag i lodtrækning om at komme i sommerhus
Sådan ansøger du om et gratis ophold i Ladywalks sommerhus:
Ophold i sommerhuset fordeles ved lodtrækning. For at deltage i lodtrækningen skal du skrive til Tim Boye Jensen på mail tbjensen@hjerteforeningen.dk med følgende informationer:
- Din hjerte-kar-sygdom
- Kort begrundelse for, hvorfor lige netop du skal vælges
- Lige uger, der passer dig bedst. Vi kan ikke garantere én bestemt uge
- Dit medlemsnummer i Hjerteforeningen
- Den sidste uge, du kan opholde dig i og ansøge om sommerhuset, er 42
Vi anbefaler, at du søger om flere mulige uger. Chancerne for at komme i betragtning bliver derved større.
Du vil blive bedt om at udfylde en samtykkeerklæring vedr. behandling af dine data, jf. databeskyttelsesforordningen.
Det er ikke muligt at medbringe kæledyr i sommerhuset.
LÆS: Du kan her læse om medlemskab af Hjerteforeningen og tilmelde dig