Et stort studie støttet af Hjerteforeningen viser, at når patienter med blodprop i hjertet får en influenzavaccine, bliver deres risiko for at dø næsten halveret. Vi kan for alvor se, hvordan det rykker, når vi støtter forskningen og kan skabe en hurtig vej til at redde liv, siger forskningschef.

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

Godt nyt til de årligt mellem 5.000 og 10.000 danskere, der rammes af en blodprop i hjertet.

Forskning støttet af Hjerteforeningen peger nu på, at influenzavaccine kan forbedre chancen for overlevelse. Tallene viser, at når patienter med blodprop i hjertet får en influenzavaccine, bliver deres risiko for at dø næsten halveret.

Rigshospitalet skriver af samme grund, at når en patient indlægges med blodprop i hjertet, så kan en del af behandlingen i fremtiden blive en influenzavaccination.

Al denne nye viden stammer fra et nyt studie, der er foretaget på tværs af otte lande, herunder Danmark. Ifølge Rigshospitalets pressemeddelelse har studiets forskere fundet frem til, at patienter, der får en influenzavaccination inden for tre dage, når de har haft en blodprop i hjertet, har markant mindre risiko for at dø inden for det næste år sammenlignet med patienter, der ikke har fået vaccinen. Nærmere bestemt var risikoen for død 41 procent mindre hos patienter, der fik en influenzavaccine på hospitalet.

Hjerteforeningen er stolt over at have støttet forskningen, og forskningschef Gunnar Gislason siger:

– Det nye studie er ret spændende, men hvordan resultaterne skal implementeres og bruges ude i virkeligheden med patienten, skal vi som fagfolk først finde ud af konkret. Det gode ved studiet er umiddelbart, at det understøtter, at der er stor effekt af influenzavaccine for patienter med blodprop i hjertet, og at det er sikkert at give influenzavaccine allerede i forbindelse med blodproppen, siger Gunnar Gislason.

Danskerne kan fra den 1. oktober få den gratis årlige influenzavaccine. Læs mere herom på dette eksterne link til Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

– Det er en ret vild effekt, at vi kan undgå dødsfald ved at give en influenzavaccine, som koster 35-50 kroner. I forhold til de behandlinger, vi ellers udfører, er dette en både billig og enkel behandling med stor effekt, og vores anbefaling er derfor, at det bliver rutine at give vaccinen til patienterne, når de er indlagt, siger Ole Frøbert. Foto: Rigshospitalet.

 

Billig og enkel behandling  

Den danske hjertelæge, der har taget initiativ til og ledet studiet, professor Ole Frøbert fra Universitetssjukhuset Örebro i Sverige, mener, det er oplagt at gøre influenzavaccinen til en del af behandlingen, skriver Rigshospitalet.

– Det er en ret vild effekt, at vi kan undgå dødsfald ved at give en influenzavaccine, som koster 35-50 kroner. I forhold til de behandlinger, vi ellers udfører, er dette en både billig og enkel behandling med stor effekt, og vores anbefaling er derfor, at det bliver rutine at give vaccinen til patienterne, når de er indlagt, siger Ole Frøbert.

Han tilføjer, at influenzavaccination i forvejen anbefales til hjerte-kar-patienter, men for at opnå en øjeblikkelig effekt anbefaler forskergruppen at give vaccinen, allerede inden patienten udskrives fra hospitalet.

 

Flere hypoteser om virkningen  

I forsøget døde 61 af de patienter, der havde fået placebo, inden for et år, mod 37 af dem, der havde fået vaccinen. Effekten af influenzavaccine på personer med kroniske sygdomme er velkendt, men præcis hvad der får vaccinen til at virke på patienter med hjerte-kar-sygdom, er endnu ikke fastslået, siger Rigshospitalets forsker i gruppen, overlæge og professor ved Københavns Universitet Thomas Engstrøm.

– En af hypoteserne er, at hvis man for eksempel har haft blodprop i hjertet, har man større risiko for at dø af influenza, ligesom alder er en velkendt risikofaktor for dødeligheden ved influenza. Men der kan også være en effekt af den måde, immunforsvaret reagerer på vaccinen på. Når kroppen responderer på vaccinen og aktiverer immunforsvaret, kan det måske også hjælpe på den betændelsesreaktion, der opstår i hjertet efter en blodprop, siger han.

Studiet med 2.571 patienter er det hidtil største af sin art og gennemført på 30 hospitaler i Danmark, Sverige, Norge, Letland, Skotland, Tjekkiet, Bangladesh og Australien. Fra Danmark deltog fem hospitaler, herunder Rigshospitalet.

Resultaterne er publiceret i det videnskabelige tidsskrift ”Circulation”.