Patienter og fagfolk oplever løbende utilsigtede fejl med medicinering, hvor der ikke er styr på, hvor pillerne er blevet af. Nu skal en simpel stofpose hjælpe midtjyske patienter med at minimere medicinfejl.

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

“Borgere, der ofte er indlagt, får snart bedre hjælp til at holde styr på deres medicin, uanset om de er hjemme, hos egen læge eller på et hospital. Hjælpen er en medicinpose, som 16 midtjyske kommuner, egnens praktiserende læger og regionen sammen vil uddele til ca. 190.000 borgere.”

Sådan lyder det i pressemeddelelse fra Region Midtjylland, hvor regionsrådet og 16 deltagende kommuner har vedtaget at finansiere udbredelsen af den firkantede medicinpose, der ligner en kasse, når den står hjemme i medicinskabet. Det er nemt at folde siderne op, snøre posen til og tage medicinen med på læge- og hospitalsbesøg, lyder det fra regionen. 

Patienten kan dermed lettere tage sin medicin samlet med rundt. Og det gør, at det er lettere for fagfolk at få et overblik over medicinen og en god dialog med patienten om, bl.a. hvordan medicinen påvirker ham eller hende. Eller om behandlingen skal justeres. 

 

Godt med fokus på god medicinering 

I Hjerteforeningen glæder forskningschef Gunnar Gislason sig over, at også hjertepatienter kan få gavn af det øgede fokus på god medicinering.  

– Vi ved, at skiftet mellem hospitalet, plejehjemmet og hjemmet kan gøre det svært at huske alle detaljer, herunder den rigtige medicin. Nu peger meget på, at det gavner borgeren at have medicinposen med under en indlæggelse, bl.a. fordi han eller hun dermed i tryghed kan fortsætte med at bruge sin egen genkendelige medicin under indlæggelsen, siger Gunnar Gislason. 

– Samtidig giver det mulighed for at afstemme Fælles Medicinkort (FMK), som er det elektroniske system med oplysninger om patienternes medicin, med den medicin patienterne rent faktisk har derhjemme og dermed undgå fejlmedicinering. Så selvom forsøget for nu kun kører i Midtjylland, er vi fra Hjerteforeningen begejstrede for, at der kommer fokus på, at medicinen er en central del af også hjertepatientens liv. Der skal vi alle bidrage med mest muligt overblik og mest mulig tryghed i en ofte svær tid som menneske med en livstruende sygdom.