Ny, danskproduceret maskine sikrer, at scanning efter indsprøjtning med radioaktivt vand som sporstof nu gøres muligt i praksis, oplyser Aarhus Universitetshospital.  

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

Den nye maskine er på størrelse med et køleskab, vejer 700 kilo og er beklædt med bly for at forhindre, at den radioaktive stråling slipper udMaskinen består af to dele: Den ene producerer og sprøjter det radioaktive vand ind i patienten – og den anden analyserer scanningsbillederne, og hvornår det radioaktive vand henfalder. 

Denne scanningsmetode gør lægerne i stand til bedre at afsløre forsnævringer i hjertet end ved en CT-scanning af hjertet. Samtidig er metoden mere skånsom, end hvis man indsprøjter kontraststof via et kateter i lysken og op til hjertet 

Radioaktivitet lyder måske farligt. Men det er mængden af radioaktivitet, der gør det farligt – og med denne metode svarer mængden til den, vi kender fra eksempelvis en røntgenscanning.  

Den nye maskine gør det muligt at producere det radioaktive vand lige ved siden af patienten. Tidligere har man fremstillet det radioaktive vand i store maskiner i kælderen på Aarhus Universitetshospital, hvilket har besværliggjort den praktiske anvendelse grundet det radioaktive vands henfaldstid, der gør det ubrugeligt efter ti minutter. 

Under selve scanningen efter indsprøjtning med radioaktivt vand som sporstof kan lægerne se, hvordan blodgennemstrømningen til hjertet ser ud. Det radioaktive vand gør det muligt at få taget meget nøjagtige billeder, der kan spotte forsnævringer i hjertet. 

I Hjerteforeningen glæder forskningschef, Gunnar Gislason, sig over de nye muligheder, scanningsmetoden giver for behandlingen af hjertepatienter. 

– Specielt interessant er det jo for de danske hjertepatienter, når Aarhus Universitetshospital påpeger, at vi med scanningsmetoden har 90 procents chance for at opdage forsnævringer i hjertet hos de patienter, som bliver henvist til undersøgelsen. Den udsigt synes jeg, at vi skal glæde os over, fordi vi netop ved, at vi på den måde sammen kan forbedre behandlingen af hjertesygdomme takket være innovation på sundhedsområdet, udtaler Gunnar Gislason.