Vaccinetilvalgsordningen, som netop er blevet præsenteret af regeringen og en række partier, gør, at bl.a. danske hjertepatienter nu kan spørge sig selv, om de vil vaccineres med vacciner, som ikke er en del af det danske vaccinationsprogram.

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

Regeringen og en lang række af Folketingets partier besluttede 3. maj 2021, at danskerne fremover kan tilvælge vaccination med vacciner mod corona (COVID-19), som ikke indgår i det danske vaccinationsprogram.

Det beskriver Sundhedsministeriet på sin hjemmeside.

Hjerteforeningen bakker op om Sundhedsstyrelsens vaccinationsprogram og beslutningen om, at vacciner fra AstraZeneca såvel som Johnson & Johnson ikke indgår heri.

Hvis du som hjertepatient overvejer at blive vaccineret med vaccinerne fra AstraZeneca eller Johnson & Johnson – og du ikke allerede har modtaget invitation til vaccination – anbefaler Hjerteforeningen, at du har en dialog med din læge, før du overvejer at benytte vacciner, som ikke er del af vaccinationsprogrammet.

– Langt de fleste hjertepatienter, som vurderes i høj risiko for et alvorligt forløb ved smitte med coronavirus, vil ganske snart være vaccineret med vacciner fra Pfizer eller Moderna, som er en del af vaccinationsprogrammet. Derfor bør du overveje, om der er grund til at gå uden om det officielle vaccinationsprogram, siger Gunnar Gislason, der er forskningschef i Hjerteforeningen.

 

Hvordan fungerer ordningen?

Hvordan modellen for vaccinetilvalg skal fungere i praksis, og hvornår den kan starte op, er i skrivende stund endnu ikke meldt ud. Det forventes dog, at ordningen kan træde i kraft i løbet af maj.

– Det, vi ved lige nu, er, at man fremover vil have mulighed for at blive vaccineret med de vacciner, som er godkendt af Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA), men som Sundhedsstyrelsen har valgt, ikke skal indgå i det danske vaccinationsprogram. Det er på nuværende tidspunkt vaccinerne fra AstraZeneca og Johnson & Johnson, forklarer Gunnar Gislason.

Ordningen giver således mulighed for at blive vaccineret, førend man ellers ville blive tilbudt vaccination via Sundhedsstyrelsens vaccinationsprogram.

Gunnar Gislason forklarer:

– Vaccination med vacciner uden for Sundhedsstyrelsens vaccinationsprogram vil være gratis, men man skal tale med en læge inden, ligesom det er en læge, der skal ordinere vaccinationen. Der arbejdes videre med en model, hvor vaccinationer uden for programmet kan tilbydes af private vaccinationsklinikker, som lever op til nogle fastsatte krav.

I skrivende stund er det ikke de praktiserende læger, som vil stå for ordningen.

Du kan læse mere om Sundhedsministeriets udmelding om vaccinetilvalgsordningen her.