For første gang i ti år har verdenssundhedsorganisationen, WHO, nu opdateret sin vejledning om, hvor meget motion voksne bør dyrke for at holde bl.a. hjertesygdom fra døren. Mindst 2,5 timer lyder anbefalingen på. Motionen er måske endnu vigtigere under coronakrisen, siger Hjerteforeningens forebyggelsesekspert. 

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail (klik her).

Flere gåture, mere havearbejde og flere høje knæløft og sved på panden. 

Står det til verdenssundhedsorganisationen, WHO, er fysisk aktivitet i alle former vigtigt at lave. Begrænsning af stillesiddende tid og mindst 2,5 timers moderat og hård aktivitet hver uge for alle voksne mennesker. 

– Meget hjertesygdom er direkte forbundet med, hvordan vi vælger at leve vores liv, og her spiller motion direkte ind på, hvordan vi plejer kroppen, siger Mads Lind, der er seniorkonsulent på forebyggelsesområdet i Hjerteforeningen. 

Han er enig med WHO i budskabet om, at coronakrisen ikke må gøre os mindre aktive. 

– Corona-pandemien må ikke stå i vejen for, at folk over hele verden fortsat bevæger sig i dagligdagen og dyrker motion. Det er om noget endnu vigtigere under en pandemi for at bevare det fysiske og mentale helbred, siger Mads Lind. 

Opfordringen kommer, i forbindelse med at WHO har opdateret sin vejledning for motion. Det er første gang i mere end et årti, at organisationen opdaterer vejledningen. Med udgangspunkt i en hastigt voksende mængde af forskning om betydningen af fysisk aktivitet er der ifølge Mads Lind kommet betydningsfulde nye anbefalinger og justeringer af de gamle. 

Mads Lind noterer sig: 

– Særligt er det interessant, at der nu gives generelle anbefalinger til borgere med kronisk sygdom – herunder forhøjet blodtryk og type 2-diabetes. 

Her er anbefalingen mindst 150-300 minutters fysisk aktivitet med moderat intensitet eller 75-150 minutters hård fysisk aktivitet ugentligt. WHO anbefaler, at man bør styrketræne alle store muskelgrupper mindst to gange ugentligt, ligesom træningstyper, som involverer balancetræning, bør indgå tre gange ugentligt. 

– Det er vigtigt, at man stadig er opmærksom på sit funktionsniveau som hjertepatient. Er der tegn på, at man skal stoppe op, så skal man lytte til sin krop, siger Mads Lind. 

– Og er du i tvivl om, hvad din krop kan tåle, så tal med din egen læge. Du kan også ringe og få en snak med Hjertelinjen. 

RING: Hjertelinjen er til for dig og dine på 70 25 00 00. 

  

Mere bevægelse er altid bedre end ingen bevægelse 

Af de nye anbefalinger fremgår det også, at alle mennesker i alle aldre skal mindske stillesiddende adfærd eller i det mindste kompensere for den øgede stillesiddende adfærd med fysisk aktivitet for at afværge sygdomme og leve længere. Derfor har WHO lanceret en kampagne under sloganet “Hver bevægelse tæller”. 

– Fysisk aktivitet hjælper ikke kun med at forebygge hjertesygdomme, type 2-diabetes og kræft. Det reducerer også symptomer på depression og angst og forebygger Alzheimers og styrker hukommelsen, siger WHO-direktør for folkesundhed Ruediger Krech og peger på, at en ud af fire voksne og fire ud af fem unge på trods af det ikke dyrker nok motion i dag. 

Mads Lind peger på, at vi kan finde løsninger på dette i vores dagligdag, da motion også kan omfatte gåture, cykling, havearbejde og rengøring. Gevinsten kan være stor for de mest stillesiddende. 

– Øget moderat eller hård fysisk aktivitet kan delvist udligne stillesiddende tid, især for dem, der arbejder på kontor og har mange timer, hvor de sidder stille, siger Mads Lind fra Hjerteforeningen. 

  

Læs mere 

De nye globale anbefalinger fra WHO kan ses her. Sundhedsstyrelsen forventer at revidere de danske anbefalinger om fysisk aktivitet i løbet af 2021. 

 

 

Motion til dig og dine

Vi har en række motionstilbud klar til dig. Se dem herunder: