Med lydfortællinger under navnet ”Hjertekammeret” har to yngre læger og Hjerteforeningen kastet sig ud i kunsten at formidle hjertemedicinsk viden via podcasts. Det er inspirerende at høre, hvad der efterspørges af patienterne, lyder det fra lægerne. 

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

Artiklen har oprindeligt været bragt på Fagnet og er skrevet af Nina Bjerglund Andersen. Herunder bringes en lettere redigeret version af artiklen. 

 

Hvor farlig er atrieflimren? Hvorfor får man forhøjet kolesterol? Og er det o.k. at have sex, når man har en hjertesygdom? Disse spørgsmål kan du som patient få svar på i pjecer, på hjemmesider, og hvis du taler med behandlere. Men det også emner, som tages op i Hjerteforeningens podcast ”Hjertekammeret”, som du siden slutningen af 2019 har kunnet downloade og lytte til på foreningens hjemmeside hjerteforeningen.dk/podcast. 

Men hvad er en podcast? Det er en form for lydfortælling, hvor eksperter i dette tilfælde fortæller om relevante emner inden for hjerteområdet. Du kan lytte til en podcast, når du vil og har lyst. Du skal blot klikke på “Afspilning”. Tag gerne et par høretelefoner på. 

Bag denne podcastserie står to yngre læger, Annemie Stege Bojer og Marie Bayer Elming, som til daglig begge arbejder inden for kardiologien. Derudover har de en passion for at formidle viden om hjertesygdom på en måde, så den bliver tilgængelig for personer uden sundhedsfaglig baggrund. 

 

Hjertekammerets tilblivelse 

Ideen til podcasten opstod under gåture med barnevognen, da Annemie Stege Bojer og Marie Bayer Elming begge var på barsel. 

– Vi lytter selv meget til podcasts, og under vores mange barnevognsnakke om det at formidle fagligt vanskeligt stof kom snakken ind på selv at lave en podcast. Og da vi fandt ud af, at der i Danmark ikke fandtes en podcast, som fokuserede på hjerteområdet, var ideen oplagt, fortæller Marie Bayer Elming. 

Det blev startskuddet til podcasten ”Hjertekammeret”, som udgives i samarbejde med Hjerteforeningen 

 

Eksperter i studiet 

Podcasten er struktureret omkring et interview med en ekspert inden for et bestemt emne. Det kan fx være en læge med speciale i hjertesvigt, en klinisk diætist eller en hjertesygeplejerske på HjertelinjenAnnemie Stege Bojer og Marie Bayer Elming er værter og sørger for at komme omkring emnet med forberedte spørgsmål. 

– Man kan sige, at vi fungerer som en slags ambassadører for lytterne. Med vores lægefaglige viden og erfaring kan vi på lytternes vegne spørge ind til emnet og få eksperten til at belyse de dimensioner, som kan være vanskelige at forstå, forklarer Annemie Stege Bojer. 

”Hjertekammeret” er målrettet personer med hjertesygdom og deres pårørende. Men også sygeplejersker, diætister og fysioterapeuter vil kunne have glæde af at lytte med. 

 

Podcastformatet giver flere nuancer 

En af grundene til, at Marie Bayer Elming og Annemie Stege Bojer faldt for podcastformatet, er, at det giver andre kommunikative muligheder, end eksempelvis artikler og pjecer. 

– På skrift kan budskaber nemt blive meget sort-hvide. Podcastens samtale gør det nemmere at komme rundt om et emne og sætte flere nuancer på, forklarer Annemie Stege Bojer. 

En anden fordel er, at podcasts ofte har mere lethed over sig, og at man kan lytte til dem, imens man laver noget andet. Endelig giver podcasten ifølge Annemie Stege Bojer mulighed for, at patienterne kan høre noget igen, som de fik fortalt hos lægen, men som måske var svært at huske eller forstå. 

 

Samarbejde med Hjerteforeningen 

Emnerne til podcasten vælger Marie Bayer Elming og Annemie Stege Bojer både ud fra egen interesse, og også med input fra Hjerteforeningen. Blandt andet har de hentet inspiration fra de spørgsmål, som de får mange af på Hjertelinjen. 

Det er inspirerende at høre, hvad der efterspørges af patienterne, og vi er meget interesserede i input om emner, vi kunne tage op, fortæller Annemie Stege Bojer. 

I Hjerteforeningen er man også glad for den nye podcast. Stig Brøndum, som er senior projektleder i Hjerteforeningen, har været involveret i projektet fra starten. 

Podcasten har vist sig at være en rigtig fin platform til at formidle relevante emner på en anderledes måde. Formatet giver mulighed for at tale sig mere ned i detaljen om ting, som ellers kan være vanskelige at formidle. Og så er der stor værdi i at give lytteren uforstyrret adgang til en fagekspert i en halv time, fortæller Stig Brøndum og fortsætter: 

– I tillæg til vores medlemsblade, hjemmeside, pjecer og videoer har vi med podcasten fået endnu en formidlingskanal, og alle disse kanaler supplerer hinanden rigtig godt. Og så falder det fint i tråd med vores generelle fokus på udvikling af digitale tilbud, hvor vi bl.a. også har udviklet webinarer til patienter og pårørende. 

Og lyttertallene viser, at der er interesse for podcasten. 

Ser vi på statistikkerne, så har vi haft næsten 10.000 lyttere til de afsnit, der indtil videre er lavet. Og der kommer nye lyttere til hver dag. Det er flere, end vi umiddelbart havde forventet, forklarer Stig Brøndum. 

 Inden vi gik i gang med podcasten var vi i tvivl om, hvorvidt vi havde det rette publikum til podcast, men vi må konstatere, at interessen for at lytte med er der, slutter han.  

 

En sjov og lærerig proces 

For Marie Bayer Elming og Annemie Stege Bojer har det været en sjov og lærerig proces at kaste sig over podcasten.  

Arbejdet med ”Hjertekammeret” er noget vi gør i vores fritid, men vi lærer også selv en masse, når vi forbereder os til at tale med eksperterne. Det er inspirerende og kan bruges i vores daglige møde med patienterne, fortæller Annemie Stege Bojer. 

Desuden har der været en stejl læringskurve med hensyn til, hvordan man sikrer god lyd og klipper det hele sammen, så det bliver interessant for lytterne. Og det er noget af det, som kræver tid. 

Redigeringen af podcasten tager fire-fem gange længere tid end at optage lyden. Der skal udryddes overflødige øher og sikres, at det ikke tager for lang tid at komme hen til pointen. Endelig skal der musik henover, og nogle gange en lille introduktionsspeak, som skal optages efterfølgende, forklarer Marie Bayer Elming. 

 

Podcasten fortsætter 

De gode lyttertal, de positive tilbagemeldinger og de mange erfaringer gjort med podcasten betyder, at ”Hjertekammeret” fortsætter, garanterer Stig Brøndum.  

Og ifølge Marie Bayer Elming og Annemie Stege Bojer er flere afsnit allerede i støbeskeen: 

Vi kommer til at tale både om iskæmisk hjertesygdom, det elektriske hjerte og naturlægemidler. Så der er mange gode grunde til at lytte med. Og har man ønsker eller ideer til emner, vi skal tage op, så modtager vi dem gerne, slutter Marie Bayer Elming. 

 

Værd at vide om podcasten ”Hjertekammeret” 

  • Find podcasten på Hjerteforeningens hjemmeside eller download den der, hvor du normalt henter dine podcasts, eksempelvis Apple Podcast, Podimo, Spotify m.fl 
  • Kommende podcasts vil komme omkring emnerne aortaklapsygdomme, det elektriske hjerte, iskæmisk hjertesygdom, naturlægemidler og kosttilskud
  • Annemie Steger Bojer er i gang med en ph.d. om hjertesygdom hos personer med diabetes og Marie Bayer Elming er under hoveduddannelse i kardiologi og har skrevet ph.d. om dilateret kardiomyopati.