Lørdag den 13. marts afholdt TV 2 CHARLIE og Hjerteforeningen indsamlingsshowet Hjertegalla 2021 og kunne for tiende gang samle penge ind i den gode sags tjeneste. Endnu en gang viste danskerne sig fra deres godhjertede side og donerede 34.046.052 kroner, som i år går til forskning i hjerte-kar-sygdom og indsatser målrettet hjertepatienter og deres pårørende.

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

Værterne Michèle Bellaiche og Christian Degn tog seerne gennem en hjertevarm aften, hvor danskere, der selv har hjertesygdomme helt inde på livet, fortalte deres rørende og hjertegribende historier.

Livet blev fejret med musikalske indslag af danske kunstnere som Sko/Torp, Ida Corr, Dorthe Gerlach, Anna David og den unge danske stjerne fra musicalen “Bodyguard”, Andrea Lykke Oehlenschlæger.

I løbet af aftenen tog komiker Lasse Rimmer også seerne med en tur gennem hjerteforskningens spændende historie, mens Birthe Kjær og Britt Bendixen lavede hjertesund mad i køkkenet. Christian Grau kunne desuden overraske fire gavmilde seere, der hver især vandt en splinterny bil.

Hæder til Årets Hjerteredder

Årets Hjerteredder blev også hyldet. Søren Brostrøm uddelte prisen, der i år gik til Anne Sofie Balleby og hendes mor, Marianne Balleby, som gav livreddende hjertemassage til Anne Sofies kæreste, 25-årige Jeppe Mikkelsen, der pludselig faldt livløs om med hjertestop en søndag morgen i september. Den hurtige hjælp gjorde, at Jeppe i dag er uden fysiske men og er tilbage på golfbanen og på jobbet på fuld tid.

Læs mere om Jeppes redning her

 

Foto: Per Arnesen/TV 2.

 

Særlig udgave af ’Hjertegalla’

– Det var en helt særlig oplevelse at lave Hjertegalla for tiende gang i så specielle COVID-19-tider. Der skulle virkelig hives noget ekstra frem – det gjaldt ikke mindst for værterne, der optrådte for en tom sal uden den sædvanlige opbakning fra publikum, siger TV 2 CHARLIE’s redaktør, Mads Volck, og fortsætter:

– Jeg er en stolt redaktør, der gerne vil takke vores trofaste seere, der igen har vist, hvor rundhåndede de er, når det gælder om at hjælpe andre mennesker i nød. Det er så vigtigt fortsat at støtte Hjerteforeningens arbejde med at redde liv, og jeg er glad for, at vi igen på TV 2 PLAY og TV 2 CHARLIE kan støtte op om så vigtig en ting som hjertesagen, slutter Mads Volck.

Også i Hjerteforeningen er der stor glæde over det flotte indsamlingsresultat:

– På vegne af Hjerteforeningen vil jeg gerne takke danskerne for den store opbakning til hjertesagen og for hver en krone, der bidrog til det flotte indsamlingsresultat. Donationerne giver mulighed for endnu flere fremskridt inden for hjerteforskning og dermed for at redde mange flere danskeres liv. Det er en livsvigtig kamp mod en sygdom, som hver fjerde i Danmark dør af. Tusind tak til TV 2 CHARLIE for at give vores sag plads i den bedste sendetid og for endnu et fantastisk samarbejde, siger Anne Kaltoft, adm. direktør i Hjerteforeningen.

Hjertegalla 2021 blev sendt direkte på TV 2 PLAY og TV 2 CHARLIE lørdag den 13. marts. Så du ikke showet, kan du se det på TV 2 PLAY.