Leif har rekorden i Danmark: 30 år med donorhjerte

Da Leif Jønsson i 1990 fik en hjertetransplantation, sagde lægerne til ham, at han kunne regne med at leve ti år med sit nye hjerte.

– Men der har jeg snydt døden – ad to omgange, faktisk, griner Leif, der nu som 63-årig kan fejre 30 år med sit nye hjerte.

Sådan skriver Rigshospitalet i presseskrivelse.

Fejringen i år er ikke stor på grund af corona, men det var den, da Leif havde haft sit nye hjerte i ti, 20 og 25 år.

– Vi holdt fest, det man på svensk vil kalde et ordentligt kalas. Med telt i haven og masser af gæster.

Dengang i 1990 havde Leif Jønsson været syg med kardiomyopati i tre år. En arvelig sygdom, der gjorde hans hjerte stort og i dårlig stand til at pumpe. Han var 33, havde kone og var far til to drenge på seks og ni år. Og han kunne ikke gå længere end fem-ti meter ad gangen.

Missede Danmarks første hjertetransplantation

I 1990 blev hjernedødskriteriet indført i Danmark, og Leif kom som en af de første på venteliste til transplantation. Han blev udstyret med en personsøger, så hospitalspersonalet kunne bippe ham, når der kom et hjerte. Første gang blev han indkaldt natten til den 3. oktober, men han var ikke alene. En kvinde, som han kendte, fordi de begge gik til undersøgelser på Rigshospitalet og begge var skrevet op til en hjertetransplantation, var også indkaldt.

Lægerne vurderede, at donorhjertet passede bedre til kvinden, så Leif Jønsson blev ikke den første person i Danmark, der fik en hjertetransplantation.

– Det gør mig ikke noget. Hun var jo meget eksponeret dengang, fordi hun var den første, og alle ville tale med hende. Og jeg fik alligevel mit nye hjerte en uge senere, siger Leif Jønsson.

Opereret af legenden Gösta Pettersson

Det var den legendariske svenske hjertekirurg og professor Gösta Pettersson, der opererede både kvinden og Leif. Med sig havde han erfaring fra Sverige, og han blev headhuntet til Danmark, hvor han fik skabt en transplantationsafdeling og nåede at uddanne mange kirurger i at operere både børns og voksnes hjerter. I dag lever han i Cleveland, hvor han i mange år har arbejdet som hjertekirurg.

– Jeg har mødt ham siden. Da jeg havde haft mit hjerte i 20 år, arrangerede min ældste søn, at jeg kunne hilse på ham over computeren. Og en anden gang blev der holdt en stor fest for transplantationspersonalet på et hotel, hvor vi var nogle patienter, der var inviteret med. Jeg fik taget et billede sammen med Gösta Pettersson, og det hænger hjemme på min væg, fortæller Leif.

Gardiner, kildevand og nederlag til Færøerne

Da han var blevet opereret i 1990, var mange ting anderledes end i dag, hvor nogle patienter udskrives kun en uge efter transplantationen.

– Jeg skulle være indlagt i seks uger. Kvinden, der var blevet transplanteret ugen før, lå på en stue ved siden af min på 14. sal. De havde indrettet særlige værelser til os, fordi vi skulle være isoleret, og alle skulle have mundbind og kittel på, når de kom på besøg. Vi fik gardiner op på stuerne, men så fandt de pludselig ud af, at det gik ikke, for der kunne være skidt og bakterier i sådan nogle gardiner, og så skyndte de sig at tage dem ned igen. Vi startede også med at få serveret vand fra hanen, men så blev nogle nervøse over, om det var rent nok, og derfra fik vi kun kildevand, husker Leif Jønsson om tiden efter transplantationen.

Han mindes ikke at have været bange for operationen dengang.

– Jeg var ret sikker på, at det nok skulle gå. Jeg havde jo ikke noget alternativ, og jeg kunne ikke få det værre. Det var min eneste mulighed. Jeg sagde til lægerne, at når jeg vågnede, skulle de sørge for, at jeg havde et tv, så jeg kunne se Danmark spille fodbold mod Færøerne – en kamp, der foregik lige ovre i Idrætsparken. Jeg fik også mit tv, men jeg var ikke særligt frisk, så jeg må indrømme, at jeg ikke så meget af den kamp, siger Leif.

Det lykkedes alligevel Peter Schmeichel, brødrene Laudrup, Flemming Povlsen og resten af holdet at vinde 4-1.

Løb i Fælledparken

I de seks uger, hvor Leif lå i isolation, var hans kone hos ham. De to sønner måtte derfor i familiepleje, mens Leif kom til hægterne igen. Heldigvis han blev hurtigt friskere, og en dag var han med en fysioterapeut i Fælledparken for at få rørt sig lidt.

– Da vi skulle tilbage, løb vi et stykke, og det kunne jeg faktisk godt. Selvom lægerne mente, at det burde jeg ikke kunne så hurtigt efter transplantationen. Jeg kan også huske, at jeg så på mine hænder og fødder, der var helt hvide inden operationen. De fik meget hurtigt farve igen, da jeg havde fået mit nye hjerte.

Stomi, brækkede knogler og et sundt hjerte

Efter transplantationen var Leif på arbejdsmarkedet i ti år. Han arbejdede på lager, var truckfører og klargjorde busser om natten. Så satte sygdom en stopper for hans arbejdsliv – han ødelagde sin hofte og fik problemer med ryggen og maven og fik stomi. I 2004 havde han meningitis og en blodprop i hjernen, og siden har både hans knæskaller og hans hånd været brækket, og efter 30 år med immundæmpende behandling for ikke at afstøde donorhjertet er Leifs nyrer ved at være godt slidte.

Og hjertet?

– Det har aldrig fejlet noget. Ikke engang tegn på afstødning, griner Leif og tilføjer:

– Bortset fra at jeg i sommer fik en pacemaker, fordi lægerne under en indlæggelse kunne se, at mit hjerte gik meget kortvarigt i stå, når jeg sov. Men det er ikke noget, der har generet mig. Jeg synes, jeg har det fint og får rigtig meget ud af livet. Derfor gider jeg heller ikke tale så meget om sygdom. Jeg fortæller kun om min hjertetransplantation, hvis folk spørger. Og så nu, fordi det er vigtigt at få det budskab ud, at man med organdonation kan forlænge livet for andre – i mit tilfælde med 30 år indtil videre.

Kendt blandt læger og sygeplejersker

Leif går stadig til kontrol med hjertet hvert år og er glad for at komme på afdelingen på Rigshospitalet.

– Jeg kender dem jo herinde, selvom det kun er nogle få af sygeplejerskerne, der også var her for 30 år siden. Dengang kaldte de mig Skandinaven, fordi jeg er dansker, har et svensk efternavn og har fået et donorhjerte fra Norge.

Leif er stadig gift med den samme kvinde, der var ved hans side i de seks uger efter transplantationen. Det er hende – og deres to hunde – der holder ham aktiv. Sønnerne har bidraget med i alt fire børnebørn, som har deres eget værelse i Leif og konens hus i Kundby ved Holbæk. Faktisk mener Leif ikke, at donorhjertet har sat nogen som helst begrænsninger i hans liv. Eller måske én, joker han:

– Jeg kan ikke flyve. Men det kunne jeg så heller ikke før.

LÆS OGSÅ: Vi har før skrevet om Leif i vores medlemsblad, Hjerteliv. Læs historien her