Hjerteforeningen markerer på fredag den 16. oktober i en række byer landet over den internationale Hjertestarterdag med instruktioni at redde liv.
Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail (klik her).
Hele familien er inviteret, når hjertestart bliver sat på dagsordenen fredag den 16. oktober i anledning af den internationale Hjertestarterdag. Flere steder i landet kan du teste din viden om hjertestop og hjertestart i en quiz, få en snak om genoplivning og ikke mindst se en demonstration af genoplivning.
Du kan møde Hjerteforeningen og få et indblik i livreddende førstehjælp 12 steder i landet.
– Der er heldigvis sket en markant stigning i antallet af danskere, der træder til, hvis de overværer et hjertestop. Der bliver nu trådt til i 77 procent af hjertestoptilfældene – det er en firedobling i forhold til 2001. Den gode udvikling skal vi fortsætte for at sikre, at flere kan yde livreddende førstehjælp, hvis de er vidne til et hjertestop. Det kan for et medmenneske betyde liv eller død, siger Anne Kaltoft, adm. direktør i Hjerteforeningen, og fortsætter:
– Selvom vi står midt i en coronapandemi, er det vigtigt både at vide, hvordan man træder til og aktivt at træde til, hvis et medmenneske falder om med hjertestop. Er man utryg ved at give kunstigt åndedræt, fx hvis personen med hjertestop har kastet op, eller der er slim omkring munden, anbefaler vi, at man giver hjertemassage uden kunstigt åndedræt. Den metode vil sikre fortsat ilttilførsel til hjernen og mindske risiko for alvorlig hjerneskade. De samme anbefalinger gælder, hvis man føler sig utryg ved at give kunstigt åndedræt på grund af mulig smitte med coronavirus. Altså hjertemassage alene og undlade kunstigt åndedræt. Det værste vil være ikke at træde til, siger Anne Kaltoft.
Få en snak om hjertestart
Du kan også blive bedre rustet til at redde liv ved at besøge en af Hjerteforeningens stande på Hjertestarterdagen. Her kan du blandt andet få en snak med en instruktør i genoplivning. Du kan se en oversigt over steder nederst.
Ved arrangementerne sikres det, at myndighedernes retningslinjer for forebyggelse af smitte med coronavirus er overholdt.
Mød Hjerteforeningen på Hjertestarterdagen i:
- Roskilde ved Dominos Pizza
- Haderslev ved Bispen ved Haderslev Bibliotek
- Vejle ved Vejle Bibliotek
- Hillerød ved stationen
- Gilleleje ved Kulturhavnen
- Frederikshavn ved Svømmehallen
- Næstved ved ZooPark Sydsjælland
- Skjern foran ny Rema 1000
- Svendborg ved Naturama
- Søllested ved fakta
- Værløse på Bymidten
- Vordingborg ved Vordingborg Station.
Læs mere om Hjertestarterdagen her