25-årige Lasse Lykke Nielsen kender om nogen de frustrationer, der kan være forbundet med en hjertesygdoms fysiske begrænsninger. Han var på landsholdet i svømning, men må i dag hverken svømme eller løbetræne.

Vi passer på hinanden!

Hjerteforeningen samler og deler viden om coronavirus (COVID-19) og hjertesygdom. Vi råder dig til altid at følge myndighedernes anbefalinger om bl.a. afstand, hygiejne, mundbind og andet. Få vores bedste råd om coronavirus på hjerteforeningen.dk/corona. Pas på dig selv - og hinanden.

Af Lykke Thymann Hansen (historien har været udgivet i medlemsbladet Hjerteliv)

 

LÆS OGSÅ: SÅdan trives unge med hjertesygdom

 

Det er den første dag i februar 2014. En helt almindelig, kold morgen, hvor Lasse Lykke Nielsen møder til træning på Bellahøj Svømmestadion. Men da han hopper i vandet og begynder at varme op, mærker han hurtigt, at der er noget galt. Han er træt, og pulsen er højere end normalt. Lasse slår det hen med, at han de foregående dage har trænet mindre end normalt på grund af en studietur med sin gymnasieklasse.

Da det begynder at sortne for Lasses øjne, stiger han dog op af vandet.

– Jeg føler, jeg skal besvime.

Efter landstrænerens ordre sætter Lasse sig på bassinkanten med hovedet mellem benene. Derfra husker han intet, før han vågner på Rigshospitalet og får at vide, at han har haft to hjertestop. Ét i svømmehallen og ét i ambulan­cen.

 

https://hjerteforeningen.dk/2020/09/saadan-trives-unge-med-hjertesygdom/

Min identitet blev taget fra mig

På Rigshospitalet er der såkaldte samtalerum. I et af de rum, på hjerteafdelingen, sidder Lasse. Hans forældre var der også, da han fik beskeden, men de og lægen har forladt rummet, fordi Lasse har brug for lidt tid for sig selv. Han sidder der længe. En time, måske mere. Med hovedet i hænderne og tårer, han ikke vil holde tilbage. For beskeden om, at det var slut med svømning, gjorde ondt.

– Det var lige på det tidspunkt, hvor jeg satsede alt på svømning. Jeg satsede alt for at nå de mål og drømme, jeg havde sat mig, fortæller Lasse, som på det tidspunkt havde været en del af landsholdet i et halvt år.

Han trænede op til 12 gange om ugen, og træningen gik godt. Lasse forbedrede sig meget og havde et langsigtet mål om at være med til OL i 2020. Men alt det blev taget fra ham den dag i februar 2014.

– Det var ikke så meget, at drømmen blev taget fra mig. Det var mere, at jeg følte, min identitet blev taget fra mig. Det var det værste, synes jeg.

 

Drenge er jo drenge

Nu skulle Lasse pludselig til at finde ud af, hvem han var, når han ikke længere kunne være Lasse, svømmeren. Én ting vidste han: Han kunne ikke nøjes med at være Lasse, gymnasieeleven.

– Den største udfordring er stadig, at jeg ikke kan leve det aktive liv, jeg gerne vil, vurderer Lasse i dag.

Sygdommen betyder, at han skal holde sig helt fra fysisk aktivitet, hvor pulsen kommer op.

– Det har klart været det værste, at jeg ikke kunne få lov at svømme mere. Men også det her med, at jeg ikke kan løbe en tur, jeg kan ikke gå til fodbold hver tirsdag eftermiddag med mine skolekammerater. Jeg kan ikke cykle lange ture. Det synes jeg, har været hårdt.

Det, der nager Lasse mest, er, at han ikke kan få lov til at hygge sig med fodbold med sine venner eller deltage i DHL-stafet med sine kolleger.

– Altså drenge er jo drenge og kan godt lide at gå lidt til hinanden, spille en fodboldkamp for sjov eller se, hvem der kan løbe hurtigst. Nogle gange opstår der situationer, hvor jeg må sige: ”Argh. Det må jeg ikke.”

Svømningen, konkurrenceelementet og det fællesskab, det giver at være en del af et hold, kunne Lasse ikke bare lægge fra sig. Så han trodsede lægernes anbefaling og sprang igen i klorvandet til træning og stævner. Godt nok trænede han kun en brøkdel af, hvad han havde gjort før, men han blev ved, selvom lægerne flere gange gentog, at det var en dårlig idé.

– Jeg fik at vide, at de ikke vidste så meget om min sygdom. Derfor tænkte jeg, at hvis nu de tager fejl eller ikke ved, hvad de snakker om, skal jeg i hvert fald ikke lade mig hæmme af det, forklarer Lasse i dag.

 

Fik stød

Men efter cirka et år gav hjertet lægerne ret. Lasse fik stød af sin ICD og måtte til sidst igennem en smertefuld operation og få brændt arvæv på ydersiden af hjertet. En oplevelse, som resulterede i det endelige farvel til sporten.

– Set i bakspejlet var det jo superdumt, og jeg fortryder, at jeg fortsatte. Jeg skulle bare have lyttet, men jeg forstod det ikke på det tidspunkt. Det er jo svært at fortælle en dreng på 20, hvad han bør og ikke bør, efterrationaliserer Lasse og fortsætter:

– På en eller anden måde har det måske også været godt for mig. For så sidder jeg ikke og ser tilbage og tænker, at det kunne jo være, at der aldrig var sket noget. Nu kan jeg se tilbage og tænke: ”Gid jeg ikke havde gjort det.” Jeg mærkede på min egen krop, at der sker noget, når jeg presser hjertet.

 

Styrketræning fungerer godt

Efterfølgende har det været svært for Lasse at finde den rette balance i forhold til fysisk aktivitet, for lægerne anbefaler naturligvis heller ikke, at han bare sidder stille, ser Netflix dagen lang og spiser lidt for meget, hvilket i en kort periode blev normalen for ham.

På den måde har det været en form for forhandling mellem Lasse og lægerne om, hvad der er rimeligt, når golf og gåture ikke lige var sagen. Og i fællesskab har de fun­det et godt kompromis, mener den tidligere svømmer.

– Min krop reagerer ret godt på at styrketræne uden at få pulsen op. Så det er dét, jeg har fået lov til tre gange om ugen. Maksimum.

Det er ved at være fem år siden, at Lasse helt opgav sin sport, og nu har han forliget sig med tanken om, at han ikke længere er Lasse, svøm­meren.

Alligevel er svømning stadig en af de ting, han nævner først, da han præsenterer sig selv i den indledende del af interviewet om sit liv med en hjertesygdom: ”Jeg hedder Lasse, jeg bor i København, læser til maskiningeniør på DTU og er lige fyldt 25 år. Og så har jeg været elitesvømmer. Jeg har været på landsholdet i svømning. Nu styrketræner jeg en lille smule. Jeg svømmer overhovedet ikke. Og løber heller ikke.”

 

Lasse, bare Lasse

Og det OL i 2020, som førhen var Lasses store mål? Det er udskudt et år på grund af coronavirus, og Lasse regner ikke med, at han skal sidde foran skærmen og følge sine tidligere landsholdskammeraters medaljejagt.

– Jeg gider ikke se svømning. Jeg tror, det er et eller andet indbildt. Jeg bilder mig selv ind, at jeg synes, det er kedeligt at se på. Måske stammer det fra et eller andet dybt i mig, der fortæller mig, at det her er ubehageligt, fordi jeg bliver mindet om, at der er noget, jeg ikke kan.

Godt nok har hjertesygdommen betydet et farvel til elitesport, konkurrencer og landshold, men det betyder ikke, at den ikke har haft positive følger, fortæller Lasse:

– Nu er jeg Lasse. Bare Lasse, som har en masse at byde på. Meget mere, end hvis jeg bare var Lasse, svømmeren. For dengang var det kun ham, som svømmede, der var plads til. Nu er der plads til, at jeg både kan gå på arbejde og have tid til ven­ner og familie. Hvis jeg var fortsat med at svømme, var jeg heller ikke blevet maskin­ingeniør i år.