Hjertelinjens fysioterapeut oplever, at coronakrisen kan skabe så meget bekymring hos hjertepatienter i øget risiko, at motion og fysisk aktivitet bliver nedprioriteret. Husk at bruge kroppen, lyder opfordringen. Få vores tre bedste råd om gode aktiviteter under coronakrisen.
Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail (klik her).
Coronakrisen har gjort det svært at gå i motionscenteret, og du oplever måske også, at alene bekymringen for at blive smittet gør dig mindre aktiv.
Du er ikke alene.
– Med den nuværende smittestigning i antallet af coronatilfælde oplever vi, at hjertepatienterne ikke får brugt kroppen helt lige så meget, som det er godt for hjerte, kredsløb og muskler, men i stedet er præget af så mange bekymringer, at dagene bliver mere passive. Den tendens skal vi gerne se på, hvordan vi modarbejder, så vi forbliver aktive til gavn for vores sundhed, siger Dorthe Hornsgaard, der er fysioterapeut og rådgiver på Hjertelinjen, der er Hjerteforeningens rådgivningstilbud.
– Nu er der gået noget tid i det hele taget, hvor coronakrisen har været over os, og vi oplever, at vi faktisk skal være gode til sammen at få skabt nogle vaner, hvor motionen igen bliver del af vores hverdag. Vi ved, at det lynhurtigt kan gå ned ad bakke med konditionen og muskelstyrken, når vi bliver ældre. Vi skal dog huske på, at kroppen klarer modgang bedst, når den er i god form. Og der er det vigtigt at sige, at lidt er bedre end ingenting, når det kommer til motion.
Dorthe Hornsgaard oplever, at nogle hjertepatienter i øget risiko har det med at tænke: ”Vi venter, til coronakrisen er overstået.”
– Men det går ikke. Vi skal holde os i gang. Selv hvis du aldrig har dyrket motion, så er det ikke for sent. Der findes også et niveau for dig. Og har du været i gang før coronakrisen, så sigt efter at komme tilbage på det niveau.
Brug Hjertemotion
I vores online motionsunivers, Hjertemotion, specielt lavet til hjertepatienter kan du hurtigt blive inspireret og få gang i kredsløbet og musklerne.
– Hvis du generelt er i gang fysisk to-tre gange om ugen og går en daglig tur, er du kommet meget langt, siger Dorthe Hornsgaard.
GRATIS: Besøg Hjertemotion og kom i bedre form
3 gode råd til dig
1. Hjælp dine sårbare ældre ved at gå en tur med dem
Hent dine ældre forældre eller pårørende, og gå en tur med dem i naturen. Fx på et Hjertesti. Når du følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger, er risikoen for smitte mindst i naturen, og når man går, får man også snakket godt sammen. Trivsel gavner hjertet.
2. Kroppen klarer modgang bedst, hvis den er i form
Uanset hvilke sygdomme eller vira der måtte være i samfundet, vil det også på normal basis være en god idé at være i form. Husk, at lidt er bedre end ingenting. Og skulle din krop opleve modgang, er du rustet.
3. Lidt har også ret – du kan godt
Du behøver ikke meget for at have gjort din krop, dit immunforsvar og dit hjerte en stor tjeneste. Gå en tur, vær aktiv i haven eller benyt dig af vores Hjertemotion. Så har lidt gjort en stor forskel allerede.