Vi skal navigere i coronakrisen sammen og finde løsninger på at komme igennem i fællesskab, lyder det fra Hjerteforeningens forskningschef, der gør opmærksom på, at ny app også kan komme hjertepatienter til gavn.

Vi passer på hinanden

Lad os passe på hinanden ved at følge myndighedernes anbefalinger under coronakrisen. Læs om de generelle anbefalinger på coronasmitte.dk og om anbefalinger for hjertesygdom og coronavirus på hjerteforeningen.dk/corona. Tak!

Få klik, og så er du med i kampen mod coronavirus.

En ny app kaldet ”smitte|stop”, som er udviklet af Sundheds- og Ældreministeriet, Styrelsen for Patientsikkerhed, Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut, Digitaliseringsstyrelsen og Netcompany, skal hjælpe med at sikre, at coronavirus (COVID-19, red.) ikke spreder sig i samfundet, mens Danmark genåbner. Intentionen er, at danskerne med appen får et digitalt værktøj, der hjælper os alle med at bryde smittekæderne i samfundet.

Det er gratis at downloade appen, og den virker både til Android og iPhone. I Hjerteforeningen siger forskningschef Gunnar Gislason, at man som hjertepatient og pårørende kan overveje, om man ønsker at downloade appen og bidrage med sine informationer.

– Vi har alle en mulighed for at bidrage, og det kan også lade sig gøre med appen her. Det er helt frivilligt, og man skal altid gøre, hvad man selv synes, er rigtigt, men kan vi sammen gøre noget for at komme coronavirus til livs, vil det også have en stor betydning for de mange danske hjertepatienter, som forståeligt er optaget af et mere sikkert samfund, hvor man kan bevæge sig frit, siger Gunnar Gislason.

– Og alle midler gælder, så længe de er effektive og fagligt godkendte. Det er appen her, som er udviklet i et samarbejde mellem relevante myndigheder.

Appen er et digitalt supplement til andre tiltag med det formål at kontrollere smittespredningen i samfundet, såsom isolation af syge, generelle råd om hygiejne og afstand samt den øvrige smitteopsporing.

Intentionen er, at smitte|stop sammen  med anbefalinger fra myndigheder skal hjælpe os med at passe godt på hinanden, mens samfundet genåbner.

På smittestop.dk beskrives det: ”Det er frivilligt at hente og anvende appen, og jo flere, der anvender den, desto flere smittekæder kan appen hjælpe med at bremse.”

Hent appen i App Store og på Google Play.

 

Det kan du med appen

Du kan nemt give besked til andre brugere af appen, som du har været tæt på i fx offentlig transport eller på restauranter, hvis du testes positiv for coronavirus.

Du giver besked til andre app-brugere, uden at de kan se, hvem du er, eller hvor eller hvornår de har været tæt på dig.

I appen kan du kun give besked til andre, der også har appen. Hvis du testes positiv, skal du derfor stadig give besked til de familiemedlemmer og venner mv., som du har været i nær kontakt med.

Med appen kan du også få besked, hvis du har været tæt på en person, der testes positiv for coronavirus.

Appen sender dig en besked, hvis du har været tæt på en bruger af appen, der er testet positiv for ny coronavirus og deler det i appen.

Kilde: Smittestop.dk.

 

Sikker anvendelse af data

Smitte|stop bruger teknologi i dit styresystem fra Apple og Google, som er udviklet med et særligt fokus på privatlivsbeskyttelse.

Ingen myndigheder har adgang til oplysninger om, hvem du har været i nærheden af – heller ikke hvis du i appen får besked om, at du har været tæt på en person, der er testet positiv.

Smitte|stop lever op til lovgivning og regler, der har til formål at beskytte dine data, og appen har været igennem en omfattende sikkerhedstest inden lancering.

Kilde: Smittestop.dk.

 

Det mener Hjerteforeningen

Sundhedsdata er et emne, der optager Hjerteforeningen. Og sikker anvendelse af data. Læs vores holdning her.