Hjertepatienter deltager i debatten på Facebook om at holde afstand til danskerne i øget risiko ved coronavirus. Læs hjertepatienternes kommentarer, og få et par råd fra Hjerteforeningens psykolog.

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

To meters afstand til danskere i øget risiko. Ja, tak. Men hvordan?

Det dilemma – både at holde afstanden, men også at give udtryk for behovet over for andre mennesker – giver anledning til debat på Hjerteforeningens Facebook-side, hvor brugerne byder ind. I Hjerteforeningen har vi fagligt taget stilling til, hvad vi råder hjertepatienter til i forhold til genåbningen af samfundet. I artiklen ”Angst og coronakrisen: Genåbningen volder større problemer end nedlukningen” fortæller Hjertelinjens psykolog om den situation, som hjertepatienterne befinder sig i, og som de ringer til Hjerteforeningens rådgivere om.

På Facebook rammer emnet plet, og hjertepatienten Lis forklarer lidt om sin dagligdag, og hvordan hun eksempelvis holder afstand eller tager snakken om den:

– Jeg beder selv folk om at holde afstand, fordi jeg er hjertepatient og har indtil nu kun mødt positive reaktioner heldigvis – man skal bare sige det pænt og høfligt uden at råbe eller skælde andre ud, men bare roligt fortælle: ”Undskyld, men jeg er hjertepatient. Kan jeg bede dig holde afstand og hjælpe med at passe på mig? Tusind tak.” Og alle er altid venlige, fortæller Lis.

Hun peger på, at hjertepatienter skal huske at leve i nuet og opleve de positive ting – selv ”skabe paradis på jorden”, som hun skriver. Lis’ råd er:

– Hvis du er bange, så find steder, hvor der ikke kommer ret mange. Søg ud, hvor der er få mennesker. Det er også en sjov ide at skulle opsøge og finde disse steder, uanset hvor du bor. Det kan lade sig gøre – prøv.

Også Facebook-brugeren Helle deler sin kommentar om, hvordan hun forholder sig i forbindelse med genåbningen:

– Det er svært at være i åbningen, hvis man fokuserer på, at alle skal overholde retningslinjerne – især om afstand. For det er der rigtig mange, der ikke gøre. Men hvis man fokuserer på ens egen adfærd, er det lettere. At man så ind imellem kommer til at gå zigzag, kan så bare være til morskab, siger Helle.

Peter, bruger på Facebook og hjertepatient, siger:

– Jeg tænker ikke meget over det. Holder afstand et godt stykke tid endnu, spritter hænder på indkøb og vasker når jeg kommer hjem – tænker det er nok med det.

 

Gode råd fra psykologen

Sidsel Grove, der er psykolog i Hjerteforeningen, har tre gode råd til dig som hjertepatient om, hvordan du navigerer i forhold til genåbningen af samfundet og i relation til andre:

  1. Prioriter dit mentale helbred: Find ud af, hvad der er vigtigt. Minimer den tid, du bruger på bekymringer. Maksimer den tid, du bruger på aktiviteter, der giver ro eller livsglæde.
  2. Snak med lægen, så du har de rigtige informationer om risiko og forholdsregler og derved kan træffe beslutninger på baggrund af viden og ikke på baggrund af det, du hører i nyhederne, med den angst, det eventuelt skaber.
  3. Tag kontakt. Snak med familien, vennerne og kollegaerne. Undgå at isolere dig med dine dilemmaer og bekymringer. Er du usikker på, hvordan du kan være sammen med andre, så sørg for at italesætte det, og få lavet aftaler for samværet, så det kan være rart og ikke angstfuldt.

 

Vil du selv deltage i debatten?

Besøg Hjerteforeningens Facebookside, og giv din holdning til kende.

Du er mere end velkommen!