Friluftsrådet peger på, at en ud fire danskere under coronakrisen har besøgt et naturområde, de ikke har besøgt før, og at vi generelt opholder os mere i naturen i denne tid. Miljøminister Lea Wermelin og Friluftsrådet opfordrer til at tage ud i naturen. Hjertestierne rundt om i landet er en mulighed.
Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail (klik her).
Naturen er altid åben. Og det er de danske Hjertestier også. Måske du er en af de mange danskere, der har benytte coronakrisen til at få lidt ekstra luft om ørerne og strække benene på en rask travetur.
Mange danskere har da også brugt naturen mere, end de plejer, i den seneste tid. Det fortæller Friluftsrådet, der har fået foretaget en rundspørge blandt danskerne af Kantar Gallup.
Den viser, at hver fjerde dansker har besøgt et naturområde, de ikke har besøgt før coronakrisen. 34 procent har opholdt sig mere i naturen, mens 7 procent har opholdt sig mindre i naturen under krisen. Det er særligt unge mellem 18 og 35 år, der bruger naturen mere, lyder det fra Friluftsrådet.
At danskerne bruger naturen mere, kan også ses på besøgstællere i de statslige naturområder. Eksempelvis er der i naturområderne omkring større byer registreret mellem 70 og 160 procent flere besøgende fra 15. marts til 1. maj i forhold til samme periode sidste år. Til gengæld er der registreret færre besøgende i naturområder langt fra byerne.
– Naturen er vores fælles åndehul i en svær tid. Jeg er glad for, at mange finder ud til skove og kyster. Alle er velkomne i den statsejede natur, og jeg vil opfordre til, at de, der har muligheden, finder alternativer til de meget kendte og besøgte naturområder. Der er masser af små perler derude, og jo mere vi spreder os, jo nemmere er det for alle at holde den nødvendige afstand, siger miljøminister Lea Wermelin til Friluftsrådets hjemmeside.
Friluftsrådets formand, Niels-Christian Levin Hansen, siger:
– Coronakrisen har åbnet manges øjne for, hvad friluftsliv kan. I år vil mange af os holde sommerferie på en anden måde, end vi plejer, og der har de danske naturområder masser at byde på.
Prøv en Hjertesti, og gør dit hjerte en tjeneste
Et af de gode tilbud, du kan benytte dig af, er en af Hjerteforeningens Hjertestier. Du kan finde en Hjertesti tæt på dig ved at besøge vores hjemmeside, eller se på kortet over Danmarks Hjertestier lige her. Du kan med fordele bruge Min Gå App fra Hjerteforeningen. Find den i Google Play og App Store.
Fakta: Så vilde er vi med naturen
34 procent har været mere ude i naturen under coronakrisen.
25 procent har besøgt et nyt naturområde under coronakrisen.
33 procent vil bruge mere tid på friluftsliv efter coronakrisen, end de gjorde før.
Kilde: Tal fra Kantar Gallup samt Moos-Bjerre, april 2020.